Indlæg

Negativ cyklus

Hvordan tilgiver jeg utroskab – skal vi videre sammen eller hver for sig?

Brevet fra Silhuetten er redigeret/forkortet (red.) 

Kære Anja.
Jeg håber sådan, du kan give mig et råd eller to.
Jeg er 36, mor til 2 (11& 5) og gift. Vi har været sammen i 21 år og mødtes, da vi var unge. Vi har altid været meget forskellige, og det har vist sig i forholdet. Jeg har tidligere haft en fødselsdepression med vores yngste, som jeg gik med i 9 mdr., inden jeg kom i behandling.

For 3,5 år siden havde min mand en affære med vores datters venindes mor, lad os kalde hende X. Noget, der vendte op og ned på vores og mit liv. Han var ansat i firmaet, hvor X var medejer.

Min mand begyndte at ændre sig, blev hemmelighedsfuld, skjulte sin telefon og gik aldrig uden den. Han blev længe oppe om aftenen, gik flere ture med hunden, gik i bad 2 gange om dagen, sætte hår inden arbejde (hvilket han aldrig har gjort tidligere), talte hengivent om X og begyndte at deltage i firmaarrangementer. Jeg kunne se og mærke en mand, der ændrede sig for mine øjne, trak sig, og der opstod en afstand mellem os.

Alle disse ændringer gjorde, at jeg kiggede i hans telefon og fandt brudstykker af en sms, hvor de ”savner hinanden”. Han benægtede alt og holdt nu den brudte tillid imod mig. Jeg var skurken, fordi jeg havde brudt vores tillid ved at kigge i hans telefon.

Affæren står på i trekvart år, hvor jeg får det dårligt både fysisk og psykisk. Jeg bliver faktisk en silhuet af mig selv, og jeg tror på alt det, han beskylder mig for af dårligdomme i forholdet.

Mærkeligt nok ville jeg kæmpe for forholdet, savnede ham og havde da også sex flere gange med ham, så utroskaben fortsatte, nu var han bare elskerinden utro.
Efter et par måneder valgte han at give ægteskabet en chance. Jeg troede, jeg fik en mand hjem der ville mig os.

Men jeg fik en hadefuld mand hjem, som var så vred over, at jeg ville give ham en chance. Han opgav ikke kontakten med X. De skrev, ringede sammen flere gange om dagen og sås et par gange i hemmelighed. Men jeg kunne mærke det.
Jeg kiggede igen i telefonen, hvor jeg så beskeder, hvori han skrev til hende, at han aldrig ville opgive tanken om hende: Hun var hans livs kærlighed, han ville leve for, at de kunne finde sammen igen, og han skrev, at han ikke havde følelser for mig.
Igen benægter han og lyver for mig og den parterapeut, vi går hos på det tidspunkt.

På et tidspunkt kommer han hjem og har ’cuttet’ kontakten til X og siger, vi skal være sammen. X har fundet sammen med sin mand igen. Arbejdet med tillid og genopbygning af vores fundament begynder. Vi går til parterapi, PREP mm. (PREP er et kursus for par – red.)
Her er vi i dag i nutiden: Min mand siger nu, at han fortryder utroskaben, og det, den førte med sig. At han elsker mig, og at jeg er den rette for ham.
Jeg har dage, hvor jeg er usandsynligt trist. Dage, hvor jeg kan mærke ’noget’, og så kan der være erindringer om en sms-besked mellem dem. Der er også dage, hvor jeg er glad.

I efteråret gav jeg udtryk for, at jeg ønskede et barn mere. Jeg fik at vide af min mand, at jeg var egoistisk, blåøjet, og at han ikke ønskede flere børn (vi har brug for hjælp til fertilitetsbehandling). Vi ønsker ikke længere det samme for vores familie.

Jeg ser alle de trælse og irriterende ting ved ham. Vi taler ikke ret meget sammen, og jeg oplever, at jeg hele tiden skal forsvare mig. Vi sidder i hver sin ende af sofaen, vi kysser ikke mere (mit valg), har ikke sex mere (sidste gang måtte jeg stoppe, da det føltes helt forkert og over min grænse).

Jeg har lagt meget afstand til ham. Jeg kan ikke længere se ham i øjnene. Der er ikke tosomhed, eller følelsen af at “ville- det-bedste-for-hinanden” – ikke længere. Jeg føler mig ikke længere set og hørt.

Jeg har svært ved at acceptere, at jeg muligvis skal være dén, der er skyld i, at vores børn bliver skilsmissebørn. Jeg husker tydeligt, min datters smerte da vi gik fra hinanden. Han har truet med, at det vil blive grimt, hvis vi skal skilles.

Jeg er begyndt i terapi for mig selv. Jeg ved, genopbygningen af tillid tager tid efter utroskab – men hvor lang tid?

Mange siger: “Nu må du tilgive og komme videre”. Men jeg har det SÅ svært! Jeg vil gerne tilgive, men det er, som om noget modarbejder.
Jeg ved, han siger, at han har fortrudt en masse af de ting, der er sket. Jeg har bare det dér MEN – og jeg føler, det bremser mig i mit liv?! Hvordan kommer jeg videre?
Jeg kan ikke kende den triste pige i spejlet, men jeg ved, det er mig. Hvor er glæden? Hvordan finder jeg den?

Mange hilsner

Silhuetten

Svar: Hvordan tilgiver jeg utroskab – skal vi videre sammen eller hver for sig?

Kære Silhuet.

Tusind tak for dit brev. Jeg læser flere forskellige spørgsmål, problemer og udfordringer ud af din mail. Mit svar er derfor mest af alt en række overvejelser, som jeg vil dele med dig. Og så håber jeg, mine refleksioner kan hjælpe dig til at finde klarhed i den svære situation, du står i.

Godt gået

Så som det første har jeg lyst til at give dig et virtuelt kram og sige: Hvor er det godt gået, at du stadig står på benene, og at du lytter til hende i spejlet – selvom du næsten ikke kan kende hende længere. Du skriver til mig, rækker ud efter hjælp og går i terapi. Alt det fortæller mig, at du stadig har fat i din styrke, og at der er en masse, du ønsker dig her i livet.

Hvad kræver det at ‘hele sårene’ efter utroskab?

Der kan være mange grunde til, at mennesker er utro og indleder en affære. Dem vil jeg ikke begynde at redegøre for her (læs evt. mit tidligere blogindlæg om utroskab). Og jeg er klar over, at jeg udelukkende har situationen beskrevet fra din side.

Men hvis du og din mand vil finde sammen igen efter utroskaben, er der helt forståeligt ‘sår’, der skal heles. Det kræver et stykke arbejde at genopbygge tilliden og trygheden.

Når jeg møder par, der søger hjælp, så spørger jeg altid grundigt ind til, hvad de ønsker sig af forløbet. Hvis jeg sad overfor dig og din mand, ville jeg præsenterer jer for følgende ‘3 veje’ – og mit første råd er, at du tager stilling til, hvilken vej, du ser dig selv på:

  1. Status quo: Er du i tvivl om, hvorvidt du ønsker at være i parforholdet? Er du for kriseramt til at kunne tage en beslutning? Eller bare ikke klar til at gøre noget ved problemerne endnu? I så fald består arbejdet i at afklare tvivlen, mens man ‘står i stormen’. Det hedder tvivlsrådgivning, og er ikke parterapi – læs mere om forskellen på parterapi og tvivlsrådgivning her.
  2. Er du på vej mod et brud? Det kan også være, det, du mærker er, at kærligheden er væk mellem jer. For din mand kan det være, at affæren, forelskelsen og følelserne for den anden person er for svære at glemme. Eller én eller begge af jer har mistet troen på, at jeres savn, behov og længsler kan indfries i parforholdet. Der er ikke længere de kræfter, villighed eller det håb til stede, der skal til for at ‘reparere’ brud og svigt i parforholdet.
  3. Er du villig til et helhjertet parterapeutisk forløb? Til at stille dig sårbar, være ærlig, tage ansvar for egen andel af jeres problemer, afslutte affæren (medmindre I er enige om et åbent forhold) og ikke true med skilsmisse i en given periode?

Når du selv har taget stilling, kan du spørge din mand om det samme – hvis I vil videre sammen, må I være enige om vejen, så I kan trække i samme retning.

Konsekvenserne af din mands utroskab

Men når jeg læser dit brev, har jeg svært ved at se, at I overhovedet har et parforhold – eller at på nogen måde er enige om, hvad I ønsker jer med hinanden. Det lyder heller ikke, som om I er i stand til at tale om det på en konstruktiv måde.

Du skriver, at jeres forskelligheder, affæren og alt, hvad der fulgte efter, har ramt jeres parforhold på en lang række områder, bl.a.:

  • du har lagt afstand til ham
  • du kan ikke længere se ham i øjnene
  • du mærker ikke følelsen af ’tosomhed’ og at ’ville- det-bedste-for-hinanden’
  • du føler dig ikke set og hørt
  • du ønsker et barn til – det gør han ikke

Alt dette har ramt jeres intimitet ved, at din krop siger fra, når I forsøger at have sex eller kysse – det føles forkert og grænseoverskridende.

Pas på dig selv – respektér dine grænser

Jeg kan kun opfordre dig til at lytte til det, din krop fortæller dig. Du får ikke mere lyst til sex ved at gå over dine egne grænser og have sex, der er smertefuld, eller som foregår på måder, du ikke er tryg ved.

Det er helt normalt, at den partner, der er bange for at miste parforholdet efter en affære, kan komme til at strække sig og fx gå med på seksuelle fantasier for at bevare relationen. Særligt hvis den utro part fortæller, at affæren opstod på baggrund af længsler, som ikke har været en del af jeres parforhold. Men det er ikke hjælpsomt eller sundt for dig, og det skaber bare nye sår, der så igen skal heles.

Hvordan træffer du det svære valg?

Helt overordnet lyder det, som om du har svært ved at mærke, hvad der er rigtigt for dig. Det er helt normalt, at det er vanskeligt at orientere sig, når vi er ramt af en krise. Så har vi ikke adgang til de samme ressourcer mentalt, følelsesmæssigt og fysisk som ellers. Jeg synes, det lyder, som om du er rigtig presset:

Du er udmattet, genkender ikke dig selv i spejlet og din krop siger fra. Det er klare signaler om, at du har brug for øjeblikkelig forandring. Så – hånden på hjertet: Hvordan er mulighederne for, at din mand er villig til at:

  • Stille sig nysgerrigt til rådighed i forhold til at forstå, hvordan affæren har ramt dig – og handle på dette
  • Lytte til din smerte og sårede følelser – også selvom det aktiverer hans egne følelser af skyld og skam
  • Tilbyde dig trøst og omsorg
  • Udvise en grad af fortrydelse eller anger, sige undskyld, bede om tilgivelse og forsikre dig om, at det ikke sker igen – alt efter hvad der hjælper jer til at genskabe trygheden i jeres parforhold?

Måske kan I have en samtale med udgangspunkt i de 3 veje eller punkterne ovenfor. For mig at se, er det helt nødvendigt, at I stiller skarpt på, om I vil udvikle parforholdet til det bedre. Eller også skal I fra hinanden, så I ikke slider hinanden op et sted midt imellem.

Hvis samtalen ikke er mulig på egen hånd, kan det være, I igen skal forsøge jer med hjælp fra en parterapeut. I er velkomne hos mig, eller I kan finde en uddannet parterapeut på dkceft.dk eller parterapeuter.dk

Måske kan du eller din mand ad denne vej komme frem til en afklaring af, hvad I ønsker jer – sammen eller hvad for sig.

‘Komme videre’ – hvordan?

Du skriver, du har det dårligt med evt. at være den, der ’vælger at blive skilt’. Og muligvis bliver det dig, der siger endeligt fra overfor jeres parforhold, som det er nu.

Hvis du sammen med din mand, kan svare ja til, at I vil gøre det arbejde, jeg beskriver ovenfor, så har I en chance. Hvis ikke, så er mit råd, at du beslutter dig for at passe på dig selv. Og det kan være, du bedst ‘kommer videre’ ved at afslutte jeres parforhold.

For i min optik er det ikke muligt bare at ’tilgive og komme videre’ – ikke uden at gøre arbejdet. Slet ikke efter så voldsomme svigt, brud og løgne, som du har oplevet med din mand.

Jeg håber, du kan finde mennesker omkring dig, der er i stand til at forstå dette og støtter dig i din beslutning – hvad end du vælger.

Fælles ansvar – om I skal være sammen eller ej

Hvis I vælger at gå fra hinanden, er det altid smerteligt for begge parter og børnene. Men: I har sammen et ansvar for at være gode forældre – også efter et brud. Når din mand truer med, at ’det bliver grimt, hvis I skal skilles’, er det hverken befordrende for at udvikle jeres parforhold eller konstruktivt for et videre samarbejde. Han har ligesom dig et ansvar for at være en god forælder for jeres barn og samarbejdspartner med dig – om I vælger at være i et parforhold eller ej.

Jeg sender mine bedste ønsker til dig og jer.

Bedste hilsner fra

Anja Gundelach Brems ♥ 

Autoriseret psykolog & certificeret parterapeut i emotionsfokuseret parterapi (EFT) – en evidensbaseret metode. Anja er specialiseret i sammenbragte familier, når den ene eller begge har børn fra tidligere. Hvor deleordninger, ekspartnere og børnenes loyalitetsbånd udfordrer jeres håb og drømme for fremtiden.

Anja hjælper par med at opdage og standse negative samspilsmønstre, så I kan fordybe kontakten og forbindelse til hinanden – for det er jer, der skaber rammerne for familiens trivsel.

Psykolog og parterapeut Anja Gundelach Brems

 

Kan man forelske sig i hinanden igen?

“Det hele gik lidt for stærkt. Vi glemte hinanden og kærligheden midt i vores sammenbragte familie. Kan man forelske sig i hinanden igen?”

Læs med når psykolog & parterapeut Anja Gundelach Brems svarer på spørgsmål i Livsværks Brevkasse.

 

Hej, tak for en god brevkasse.

Jeg er en kvinde på 42, har 2 hjemmeboende delebørn.

For ca. 3 mdr. siden mødte jeg en mand på 45, også med 2 børn.

Vi blev stormende forelskede og gik meget hurtigt frem med at introducere børn osv.

Vi brugte nærmest alle dage sammen og næsten kun sammen med børnene og sjældent alene, da vi har børn i modsatte uger.

Jeg kunne mærke, at det gik for hurtigt, da jeg ikke følte, at vi fokuserede på os og vores forelskelse. Jeg italesatte det et par gange, men vi kørte fortsat på. Jeg kunne mærke, at han pludselig ikke var helt til stede, og vi tog så snakken.

Vi er enige om, at vi har mistet forelskelsen for hurtigt midt i at lege storfamilie. Vi har ikke lyst til at afslutte det, da vi er glade for hinanden, ikke er trætte af at være sammen og kan se os sammen i fremtiden. Vi har derfor besluttet at nulstille, altså ikke holde pause men gå lidt tilbage. Dvs. ikke ses hver dag og kun når ungerne er lagt i seng og i det hele taget fokusere kun på ham og jeg.

Vi håber, vi på den måde begge kan få mærket efter, hvad vi føler, og om vi – sammen som kærester – kan blusse lidt op igen.

Mit spørgsmål er, om det er en god idé, og om det mon overhovedet kan lade sig gøre – at savnet og “forelskelsen” blusser lidt op igen?

Svar: Kan man forelske sig i hinanden igen?

Kære ‘kvinde på 42’,

Tusind tak for dit spørgsmål. Jeg synes, det lyder som så gode overvejelser og ideer, I har til jeres situation – når nu I er glade for hinanden og klar på at give forholdet en chance.

Så det korte svar er, at: Ja! Det kan bestemt lade sig gøre at forelske sig igen – men det kalder på en kærlig indsats.

Mit svar til dig er en række områder, I kan forsøge jer med at styrke. Men først lidt nuancer på den situation I, står i.

Livet i en sammenbragt familie

Som du rigtigt skriver, har I ’leget storfamilie’. Og I er en stor familie – men en særlig én af slagsen – nemlig en sammenbragt familie, som på væsentlige områder adskiller sig fra førstegangs-kernefamilien.

De fleste sammenbragte familier, jeg møder, oplever, at det er rart at vide, at: ’Nå ja, vi kan ikke have de samme forventninger til vores sammenbragte familie som til den kernefamilie, vi (måske) kom fra’. For arbejdet med at få familien til at fungere er simpelthen et andet. Her er et par eksempler på forskelle:

  • Du og dine børn kommer med helt andre historier om at være familie, opleve et brud fra deres far, bo for jer selv, traditioner osv. med jer i bagagen – gode som svære – end din kæreste og hans børn.
  • Jeres to familier har vidt forskellige oplevelser og erfaringer med, hvad ’man plejer’, og hvad der ’er normalt’ at gøre i en familie.

Det kan sammenlignes med mennesker fra to forskellige kulturer, der skal finde en ny måde at leve sammen på – samtidig med at I indbyrdes respekterer og skaber plads til de måder, I plejede at gøre tingene på.

Vi ville ikke være så overraskede, hvis vi kunne se, hvor forskellige vi er (fx at den ene familie var fra Kina og den anden fra Tanzania – her ville vores forventning være, at ‘her skal vi da lige bruge lidt tid på at forstå hinanden‘ – det tænker vi typisk ikke om to ‘almindelige’ familier bosat i Danmark)

Plads til alle – også parforholdet

Når vi er sammen i en sammenbragt familie, er der altså rigtig mange interesser og følelser i spil på én gang. For at stille det lidt skematisk op, så kan man sige, at der er nogle områder i en sammenbragt familie, der alle skal passes og have opmærksomhed, for at samværet fungerer. Det er:

  1. Forholdet mellem dig og dine børn
  2. Forholdet mellem din kæreste og hans børn
  3. Jeres børns forhold til mors/fars nye partner
  4. Jeres børns forhold til den andens børn (hvis det sker trods de modsatte uger)
  5. Jeres (stadig ret nye) parforhold

Det skal ikke læses som en prioriteret rækkefølge, jeg har stillet op – men der er virkelig en fare for, at opmærksomheden på jeres forhold, netop kommer allersidst – når alle i familien er samlet på ét sted.

Forskning i sammenbragte familier viser, at når børnene har det godt og trygt med deres biologiske forælder, så bliver der mere plads til den nye partner – både følelsesmæssigt og ofte også helt konkret. Så udtrykket: ”Glade forældre giver glade børn” holder (måske) i førstegangsfamilier – men IKKE i sammenbragte familier.

Tjek fx Dr. Patricia Papernows bøger og website for mere info om sammenbragte familier 

Så når I er sammen som par, mens der er børn, fungerer det bedst, hvis I tager jer af børnenes behov før jeres parforholds behov. Det har I intuitivt mærket og handlet efter – og tillykke med det!

Det siger alt om, hvor meget I bestræber jer på at være gode og kærlige forældre. Og det er ikke alle, der får set deres børns behov, når forelskelsen tager fat. Bagsiden af medaljen er, at det har kostet i intimitet og nærvær mellem jer to. Og det er tid til også at fokusere på jer.

Sådan styrker I parforholdet

Så I skal altså gøre noget andet ved siden af at være gode forældre, hvis I vil genoplive forelskelsen og styrke jeres parforhold.

I kan tænke sådan om det, at jeres parforhold (ligesom jeres børn) også skal have kærlig opmærksomhed for at det kan styrkes, næres og gro.

Mine konkrete råd på den baggrund er:

1) Fokusér på par-tid

Start med at finde tid i kalenderen, hvor I kan ses – bare jer to. Hvis det er muligt. Det kan være det kræver lidt kalendergymnastik og børnepasningsaftaler, men det er mit bud, at der vil være rigtig meget vundet ved at skabe par-tid – både for jer og børnene.

Børn kan have det meget blandet med at se mor eller far være nyforelsket og kærlig med en ny partner, og I har brug for at kunne rette udelt opmærksomhed mod hinanden – og for at mærke jer selv sammen med hinanden.

Udtrykket du bruger; ’at nulstille’ er en god metafor – I skal netop tænke, at I starter med at ’date’ og lære hinanden at kende igen. Nysgerrighed, ro og nærvær er jeres vigtigste ingredienser her. I skal i gang med at udforske hinanden og jer sammen.

Tænk også par-tid helt småt – hvornår kan der lige blive plads til for eksempel: En kop kaffe på sengen, et varmt blik, at lege med hinandens hænder under bordet, mødes virtuelt til et glas vin eller en kop te, når der er ro i huset.

2) Lær hinanden at kende gennem aktiviteter

Fortæl hinanden, hvad I kan lide at lave: Hvad holder I af hver i sær? Hvad kunne I tænke jer at lave sammen? Prøv at fokusere på hvilke følelser eller kvaliteter, I ønsker jer at mærke sammen. På denne måde kan I få øje på, hvad I søger i samværet (fx at lave noget fysisk, glæde, overraskelse, nærvær).

Så hvis det ikke er muligt at tage på weekendtur med overnatning, så se om I kan få plads til elementer af det, I holder af i stedet.

Arrangér fx en date hver; en overnatning hjemme hvor I har gjort noget særligt ud af det, en gåtur, besøge et sted i byen eller naturen der har speciel betydning, eller inddrag den anden i en aktivitet, som viser hinanden noget om, hvad I holder af at lave.

3) Invitér leg og nysgerrighed ind

Hvis I har lyst, kan I downloade min e-bog og lave finde guiden til at lave jeres eget samtalespil – for mange par er det en god måde at invitere nysgerrighed, leg og en masse forskellige og uventede emner ind i samtalen.

Træk et spørgsmål hver aften eller et par stykker en gang om ugen – fx over telefonen, hvis I ikke er sammen.

4) Vis hinanden kærlig opmærksomhed

Det lyder, som om I er logistisk udfordrede, da I har børn i modsatte uger. Så de aftener og dage hvor I ikke ses, kan I holde en varm og nær kontakt ved at sende beskeder, fotos af hvad I laver, eller hvor I er, fortælle at I tænker på hinanden, at I fantaserer om noget erotisk eller noget helt tredje.

Nøgleordet er, at I mærker og deler, at I har hinanden i tankerne og glæder jer til at være sammen. Det kan være med til at opbygge tiltrækning, som I så kan nyde, når I ses.

Jeg sender en masse gode og kærlige tanker jeres vej – og håber det bedste for jer alle fremover.

Bedste hilsner fra

Anja Gundelach Brems ♥ 

Autoriseret psykolog & certificeret parterapeut i emotionsfokuseret parterapi (EFT) – en evidensbaseret metode. Anja er specialiseret i sammenbragte familier, når den ene eller begge har børn fra tidligere. Hvor deleordninger, ekspartnere og børnenes loyalitetsbånd udfordrer jeres håb og drømme for fremtiden.

Anja hjælper par med at opdage og standse negative samspilsmønstre, så I kan fordybe kontakten og forbindelse til hinanden – for det er jer, der skaber rammerne for familiens trivsel.

Psykolog og parterapeut Anja Gundelach Brems