Når utroskaben rammer – og vejen videre 1

Der er utroskab, der besegler, at forholdet er dødt. Hvor kærligheden er væk, og affæren blot er dødsstødet eller det synlige ’bevis’ på, at det er slut.

Men mange par ønsker at genfinde hinanden, tilliden og nærheden efter utroskab.

I dette blogindlæg kan du læse, hvad der kan ligge til grund for affærer. Og hvordan I finder hinanden – hvis det er dét, I ønsker.

Tillidsbrud og vrede

Når utroskab kommer frem i lyset, slår det skår i tilliden og rammer parforholdet på det mest sårbare sted – den trygge tilknytning: Kan jeg regne med dig? Er du der for mig?
Affæren rammer både nutiden, synet på fortiden og skaber frygt for fremtiden:

Så dengang, jeg troede, vi var på kærlighedsferie, havde du kontakt til ham? Hvis du løj om det, hvad har du så ellers løjet om? Hvem er du egentlig? Og hvordan skal jeg nogensinde kunne stole på dig igen?
Og det rammer helt forståeligt partnerens selvværd: ”Hvad var det, jeg ikke kunne give dig?” som er en udbredt idé om, hvorfor vi indleder affærer.

Dette indlæg vil vise, at der måske nok, var noget, vi savnede – men samtalen om, hvem eller hvad kan være overraskende. (Psst! Alle ‘cases’ i indlægget er opdigtede, men afspejler temaer jeg møder i min praksis).

Ja, jeg var utro – men jeg savnede dig!

Parret overfor mig vender demonstrativt væk fra hinanden. Han ser plaget ud og ligner én, der helst vil forsvinde. Hun græder ikke længere; hun er ved at opgive, siger hun.
Det er her, han pludselig ’vågner’: ”Opgive?” siger han med noget, der ligner vrede eller foragt; ”ja, den følelse kender jeg. Det var præcis sådan, jeg havde det, da jeg indledte affæren!”.

Han fortæller, hvor meget han savnede hende efter deres yngste barns fødsel. Hvor alene, han følte sig, og hvor ondt det gjorde at blive mødt af hendes afvisninger.
På en bagvendt måde føler han sig svigtet af hende – derfor vreden. Og han er ikke i stand til at møde sin partner i den smerte, affæren har forvoldt hende, så vi har et stykke vej endnu.

Par, der bakser med eftervirkninger af utroskab, er ofte et sted i denne proces. De ramler sammen i negativ cyklus og kan ikke rumme hinandens behov og følelser. Fordi partnerens smerte aktiverer egen skyld, dårlig samvittighed, vrede eller utilstrækkelighed.

Hvorfor er så mange mennesker utro?

For nogle er affæren deres ’bedste bud’ på få nogle behov mødt, som ellers virker umulige at række ud efter hos partneren. Det behøver ikke at være seksuelle lyster (som vi ofte forestiller os) men kan i lige så høj grad være intimitet på andre planer.

Én at være sårbar sammen med, søge støtte hos, dele noget fortroligt med, som man af én eller anden grund ikke tør vende sig mod sin partner og udtrykke.
Det kan være, man helt har opgivet håbet om, at disse behov kan opfyldes. Man kan være i tvivl, om partneren ville lytte, hvis man prøvede.

Måske har man ikke mange erfaringer med at række ud, og det virker derfor risikofyldt at vove pelsen.
Det kan også være, éns partner tidligere har afvist én – og siden turde man aldrig igen. Og så mødte man ham eller hende, man indledte affæren med. Som lyttede, støttede, tændte på én – lige dér hvor man sådan længtes efter det.

Hvad tænder danskerne på? Læs verdens største befolkningsundersøgelse om seksualitet (og utroskab) her

Hvorfor rækker man ud efter affæren – i stedet for partneren?

Det er en smertefuld og sårbar rejse at begynde at pakke længslerne ud. Den utro part fortæller måske om talrige forsøg på at gøre det tydeligt for partneren, at de længtes efter sex, nærhed eller intimitet på andre planer.
Om at blive skuffet eller føle sig latterliggjort over at fortælle om behov, drømme eller fantasier. Måske i en presset periode med arbejde eller sygdom og konflikter. Hvor ønsket om nærhed eller sex for partneren har lydt som pres og uoverstigelige krav – ikke som et savn eller en kærlighedserklæring.

Trænger I til at få talt om det vigtige? Jeg tilbyder Par-tjek, som er en mulighed for gennem 2 samtaler at fokusere på jeres styrker – og på hvad det handler om, når det bliver svært mellem jer.  

Det er ikke dig – det er mig

I et andet par er manden overfor mig martret af vrede, mindreværd og ydmygelse: ”Hvad havde han, som jeg ikke kunne give dig?” spørger han indædt. For kvinden, der har været utro, opleves situationen anderledes.
Kvinden oplever, at kærligheden til partneren er intakt. Dybest set handlede hendes affære og mødet med ‘den anden‘ lige så meget om et møde med sit ‘andet jeg‘. Hendes drømme om, hvem hun vil være – selv og sammen med sin partner. Og disse ønsker er de samme nu som før affæren – ligesom hendes følelser for sin mand.

Det er altså ofte sider hos én selv, man savner, som affæren vækker til live. Det eventyrlystne, at gribe ud efter livet, at noget igen er nyt, uprøvet, at opleve sig selv livfuld, sprudlende – at vove pelsen, selvom det føles farligt eller risikofyldt.

Hør Esther Perel fortælle mere om dette i sin TedTalk ‘Rethinking infidelity‘ her’ eller i bogen Hvad utroskab kan lære os om kærlighed’ . (Fås på engelsk her)

Paradoksalt nok kan det føles lettere at bede et nyt bekendtskab (altså affæren) om noget sårbart, man længes efter. Fordi smerten ved en evt. afvisning gør mindre ondt, end risikoen for at se sin elskede partner rulle med øjnene og sige: ”Hvad tror du selv?

På den måde er begge parter i smerte efter en affære – men med meget forskellige udgangspunkter for at kunne lytte til hinandens smertehistorier. Så nu har vi eksplosiv cocktail af skyld, skam, vrede samt omverdenens (og egne) moralske domme over: ”Hvad man da bare skal gøre, hvis éns partner har været utro”, ”én gang utro, altid utro” osv.

Det kan være en kæmpe støtte, hvis I begge kan trække på jeres netværk. Men: Lad dine venner eller familie vide, hvad du har brug for støtte til – og tak nej til andres domme over jeres handlinger og valg om at blive sammen eller gå fra hinanden.

Er der en vej efter utroskab?

Så – er der håb efter affæren? Og hvis ja, hvordan genskaber I tilliden og nærheden i parforholdet?
For den ‘utro part’ indebærer processen bl.a. at arbejde med følgende spørgsmål:

  • Er du villig til at være åben og lyttende i forhold til, hvordan affæren har ramt og såret din partner – også selvom det vækker ubehag, og du får lyst til at flygte?
  • Kan du udholde og rumme din egen skyld, skam, og dårlige samvittighed i stedet for at gå i forsvar?
  • Vil du arbejde med den del af dig, der fremover skal turde række ud efter din partners hånd – og ikke ud af relationen?
  • Hvad kan du gøre for at forsikre din partner om, at du er her nu og vil jeres forhold?

For den ‘bedragede part’ handler det bl.a. om spørgsmål som:

  • Er du villig til at dele dine sårede følelser og den måde, affæren har ramt dig?
  • Hvordan kan du sige ja til din partner og forholdet, hvis du ønsker det – og samtidig sætte sunde grænser (af frygt for ny utroskab kan man komme til at gå over egne grænser for at ’holde på’ partneren)?
  • Hvad har – uden du ønskede det – været din andel i, at I mistede nærhed og kontakt?
  • Er der noget, du savner i jeres relation (som du måske også savnede før affæren), som du vil bede din partner om? Trøst, omsorg og bekræftelse på kort sigt og måske noget andet på den lange bane?

Hvis/når den utro part er i stand til at:

  • Rumme sin partners sårede følelser og vrede
  • Tage ansvar for og anerkende, at affæren ramte partneren
  • Være forudsigelig og tryghedsskabende
  • Forsikre sin partner om, at man vil relationen og acceptere, at tillid kræver gentagne nye erfaringer, reparationer og forsikringer

Ja, så er der gode muligheder for, at I sammen kan få øje på de underliggende behov og længsler, der ofte gemmer sig i skyggerne af affæren. Og så er I på vej videre – sammen.

Nysgerrig på hvad et terapiforløb kan gøre for jeres parforhold? Se mere her eller læs om, hvad andre har fået ud af forløb hos mig her

Du er også velkommen til at skrive dig op til mit nyhedsbrev eller følge mig på Facebook eller Instagram.

Del gerne blogindlægget eller skriv en kommentar!

Jeg hører også gerne fra dig, hvis du har spørgsmål eller uforpligtende ønsker at høre nærmere om, hvad jeg tilbyder.

Jeg kan kontaktes via kontaktformularen nederst på siden eller via

mail: anja@livs-vaerk tlf.: 61609276

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *