Og hvorfor tilgiver din partner dig ikke bare, når nu du har sagt undskyld?

Læs med og få konkrete råd til, hvordan du og din partner kommer jer over svigt og misforståelser

Du ved, du har ret. Du ved også, din partner er skyldig, har fejlet og du ved, at løsningen er, at han/hun ***** tager sig sammen og siger undskyld – NU! Hvor svært kan det være?!

Desværre er det virkelig ikke sådan for din partner. Så luften er tyk, og I længes begge efter fred, nærhed og forsoning. Hvad gør I?

5 modne bananer eller utroskab?

Svigt og tillidsbrud sker i alle parforhold. Men der er stor forskel på den oplevede tyngde af svigtet. Det er åbenlyst, at der er forskel på et fejlindkøb af 5 (over)modne bananer, eller om der er tale om længerevarende utroskab og masser af løgne i kølvandet.

Se med når forsker i undskyldninger og tilgivelse, Harriet Lerner, kaster lys over, hvad modne bananer kan lære os om parforhold og undskyldninger i hendes TedTalk her.

Det akkumulerede svigt

Og så er der fænomenet, som jeg kalder ’det akkumulerede svigt’ . Dér, hvor det er små, hverdagsagtige hændelser, som hver i sær virker lidt fjollede at hidse sig op over eller ‘ikke så slemme’. Derfor er de svære at sige højt eller tage alvorligt både for dig selv og din partner, men effekten over tid skal man ikke undervurdere. Her kommer et par eksempler:

  • Guud, var din mors fødselsdag allerede på lørdag? Ej, hov, jeg skal altså ses med gutterne kl.14, så det er næsten skørt, hvis jeg tager med…
  • Var det min maddag i dag? Nå, men jeg skynder mig hjem og henter take-away på vejen, der går lige lidt før jeg kan køre…”
  • Eller din partner sidder og tjekker mobil, er fraværende og falder til sidst i søvn, når I skulle hygge med en film. Du trisser i stedet lidt småskuffet i seng, mens han/hun snorker på sofaen…

Eller de mere grelle som:

  • at glemme at hente børnene fra daginstitution, så du bliver ringet op, mens du står på arbejdet og skal rykke ud i lynets hast til pinlige optrin og børn, der føler sig overset
  • at brænde en aftale med dig af uden at virke synderligt påvirket efterfølgende, fordi “det kan jo ske…”

(OBS: Her taler vi ikke om de helt grelle som fx utroskab, der er i en kategori for sig selv, rammer de fleste, hvor det gør mest ondt – og tager laaang tid at komme sig over.)

Er jeg vigtig for dig?

Pointen er, at summen af de mange små forglemmelser, svigt eller misforståelser over tid sætter sig som en oplevelse af eller en frygt for at: ”Jeg er nok ikke så vigtig for dig”. Dét gør ondt – og det er dén smertefulde oplevelse, du skal fortælle din partner om. Ellers kan I lynhurtigt fanges i besynderlige diskussioner i retning af:

  • hvorvidt det var så slemt (det kan I jo se meget forskelligt på)
  • om der “skete noget ved det” (igen meget individuelt)
  • hvis skyld det i virkeligheden var, og hvad den anden også har gjort galt tidligere (her fanges I af jeres negativ cyklus – og det fører sjældent noget godt med sig…)

Genkendeligt? Når I rammer jeres negative cyklus misser I muligheden for at dele og lytte til de sårede følelser, én eller begge sidder med. En misforståelse er – meget frustrerende, ja – men også en mulighed for virkelig at lære noget om, hvad der er vigtigt for din partner.

Trænger I til at få ryddet op i dårlig kommunikation, negative mønstre og ømme punkter? Tag med på parforholdskursus 2 lørdage i september – læs mere her: ‘Styrk dit parforhold – mere nærhed, færre skænderier 

Det var da ikke så slemt…?

Det kan være rigtig svært at gennemskue, hvorfor mentalt fravær eller ’en lille ting’ opleves så slemt for dig eller din partner: ”Jeg havde telefonen på lydløs og glemte at tjekke den, det kan da ske. Hvorfor hidse sig sådan op?” På en almindelig onsdag giver det mening at tænke sådan, men hvad hvis det:

  • sker på et sårbart tidspunkt – fx midt i en svær periode på arbejdet, under alvorlig sygdom eller i forbindelse med en anden betydningsfuld hændelse, hvor du virkelig havde brug for din partner?
  • eller hvis du rammer et ømt punkt hos din partner – der måske har talrige oplevelser med fx utilgængelige forældre eller tidligere partneres svigt, løgn eller utroskab med i bagagen?

Når vi rammer hinandens ‘blå mærker’

Når du eller din partner har en udefra set meget kraftig (over)reaktion på en misforståelse mellem jer, er der god mulighed for, at I har ramt et ‘ømt punkt’ hos hinanden. Det kan sammenlignes med et fysisk blåt mærke – det gør simpelthen mere ondt at blive ramt dér, hvor man er øm i forvejen.

Nu er der bare tale om et følelsesmæssigt blåt mærke. Og når din partner rammer dine ømme punkter eller omvendt, er der lagt i skabet til, at det gør særligt ondt: Reaktionen er kraftigere, og smerten er sværere at komme sig over.

Vi kan ikke det samme, når vi er ‘sårede’

Metaforen med det ømme punkt tydeliggør, at du eller din partner ikke kan det samme som vanligt, når I er skadede, sårede eller i smerte. Så hvis din partner virkelig er ‘ramt’, har han/hun ikke de samme kræfter eller det samme overskud som ellers. Det kan være sværere at forstå, når det handler om sårede følelser end om en såret krop.

Men prøv at tænke sådan her på det: Du ville jo aldrig forlange, at nogen skulle gå op til 4. sal med et brækket ben, ville du? Eller højlydt undre dig over, at det brækkede ben stadig gør ondt her et par uger efter? Eller foreslå din partner at ‘slappe lidt af og se at komme videre‘? Eller opmuntre til i stedet at ‘tænke på alt det gode‘ i stedet for kun at sidde og fokusere på det brækkede ben?

For jer begge kan det aktivere følelser af tvivl og opgivelse, når I havner dér, hvor én af jer igen bliver ramt og ‘overreagerer’. Husk at en såkaldt overreaktion er en mulighed for virkelig at være nysgerrig på, hvad det blå mærke handler om. Det kan være oplevelser, der slet ikke handler om dig, men går langt tilbage og handler om svigt fra tidligere. Kan du udholde at være nysgerrig og tålmodig i stedet for at køre op og gå i forsvar?

Hvis det handler om smerte, du har forvoldt – så kræver det, at du er villig til virkelig at lytte til din partner, tage ansvar for dine handlinger og sige undskyld fra hjertet. Du skal kunne udholde ubehag som skyld og skam og at din partner kan have brug for mange forsikringer og undskyldninger.

Og nej, jeg ved det: Du kan ikke lave fortiden om, men I kan sammen gøre meget for at reparere og forsone jer med det, der skete. Her er nogle konkrete tips til hvordan vejen til heling og tilgivelse kan se ud:

Til dig hvis partner har såret dig – hvad kan du selv gøre?

Forbered samtalen og find et passende tidspunkt

  • Sig til din partner, at du har brug for at dele noget svært, som betyder noget for dig.
  • Giv din partner en chance for at vælge et godt tidspunkt, hvor I har lidt ro og kan tale koncentreret. Tip: Det er IKKE 5 minutter, før I skal spise med ungerne. Og heller ikke kl.22.45, når din partner næsten sover…

Hold det simpelt: Brug korte sætninger og et roligt tempo

  • Sig et par relativt korte sætninger og bed din partner gentage, hvad du lige har sagt
  • Hold pauser, træk vejret og tjek ind med hinanden undervejs: Kan du/I stadig lytte og tale roligt, eller er I ved at blive ‘fyldt op’, gå i affekt og forsvar?
  • Hold dig til den konkrete situation – undlad at inddrage 8 andre eksempler på noget, din partner (også) har gjort forkert. Undlad ord som “altid/aldrig” – det er for generaliserende og optrappende.
  • Hjælp dig selv ved ikke at starte samtalen i affekt – træk vejret, ring til en ven/inde og luk luft ud om nødvendigt. Din partner vil typisk gå i forsvar og have svært ved lytte til dig, hvis du taler fra et overophedet nervesystem – det er her, du kommer til at lyde bebrejdende og skræmmer ham/hende væk i stedet.

Brug lagkage-princippet (blødt/hårdt/blødt)

  • Jeg synes, vi normalt er gode til at give hinanden plads til at være sammen med venner (blødt),
  • så jeg blev virkelig ked af det, da du kom for sent hjem i lørdags. Jeg nåede ikke afsted til min middag, fordi jeg måtte blive hjemme og putte ungerne. Jeg blev skuffet og fik den tanke, at jeg slet ikke er vigtig for dig… (hårdt)
  • sådan har jeg ikke lyst til at have det sammen med dig. Og jeg ved, det heller ikke er sådan, du ønsker at være (blødt).”
  • Tal ud fra din følelse – sig: ”Jeg blev vred og skuffet”– ikke: ”Du har virkelig kvajet dig, og det er uacceptabelt for mig.

Til dig hvis partner beder dig om en undskyldning

  • …og dermed fortæller dig, at noget, du har gjort, har såret ham/hende. Her bringer jeg lige en advarsel: Rigtig ofte lyder dette som anklager, beskyldninger og bebrejdelser. Og så er det menneskeligt, at du får lyst til at forsvare dig – men det hjælper jer ikke. Koldt vand i blodet – tryk dig selv på pause og lyt.
  • Prøv at huske dig selv på, at hændelsen var sårende for din partner, fordi du har så stor betydning. Du er så vigtig for din partner, at du er i stand til at såre ham/hende dybt. Svigtet handler mere om din store betydning for din partner end om, at du er utilstrækkelig og har fejlet.

Her er et par tommelfinger-regler for at kunne tage godt imod din sårede partner:

Bevar roen og vær nysgerrig (enig – det er lettere sagt end gjort!)

  • Træk vejret og hold en pause, før du svarer – gentag gerne hvad du hører din partner sige, UDEN at gå i gang med at forklare og forsvare dig – første opgave er at lytte nærværende.
  • Hvis det ikke er muligt (fordi din partner fx taler højt og hurtigt), så bed din partner holde en pause – sig at du gerne vil kunne lytte, men at du bliver overvældet, og at det går for stærkt til, at du kan få det hele med.

(PS. I bunden af blogindlægget kan du skrive dig op til mit nyhedsbrev og modtage min e-bog, hvor der er en mere udførlig guide til at ‘Tale fra hjertet & lytte med nærvær’) 

  • Vær nysgerrig hvis din partners oplevelser er svære at forstå. Sig fx: ”Jeg kan høre, det her virkelig går dig på. Jeg har svært ved at genkende billedet. Kan du give mig et eksempel på, hvornår det skete mellem os?
  • Spørg gerne efter detaljer eller konkrete eksempler (uden at der går retssal og bevisførelse i den). Men det er lettere at lytte til et konkret eksempel (i tirsdags skete x) end til en generalisering (du gør altid/aldrig).
  • Bed evt. din partner sige det, næste gang det sker og lad dem vide, at du vil gøre dit bedste for at ændre det (for det er svært at ændre noget, man ikke kan få øje på).

Lyt til din partners vrede og smerte

  • undlad at hænge dig i detaljer, der ikke helt passer med det, du husker – lige nu besøger du din partners oplevelse af det, der skete
  • Sig det, du trods alt forstår ved din partners oplevelse og følelser: “Jeg kan godt forstå, du blev ked af det, når du oplevede at…og troede, jeg var ligeglad
  • Acceptér at det er din partners oplevelse – selv hvis du ikke husker hændelsen sådan. Det er normalt, at I husker noget forskelligt. Særligt hvis I begge var oppe i det røde felt, da det skete – vi kan ikke det samme, når vi er i smerte og alarmberedskab.
  • Og: Lad for alt i verden være med at sige: ”Jeg forstår dig godt, og jeg skulle helt sikkert ikke have gjort xxx, MEN…” Det er IKKE tid og sted til hvis’er og men’er. Ikke endnu.

Brug procent-reglen – tag ansvar for din egen andel

  • Sig undskyld for den del, du kan være enig i og tage ansvar for (du kan evt. læse mere om procentreglen i et tidligere blogindlæg her)
  • I er to om at skabe den svære situation – både det, der skete OG den svære situation lige nu, hvor I forsøger at tale om det, der skete: Ransag din hjerne for, hvad du (uden at ville det) er kommet til at gøre, der har bidraget til, at din partner er såret og ked af det. Eller hvad du kan gøre netop nu for at gøre samtalen mere konstruktiv.

Et eksempel: Det kan være, din partner har svigtet dig mange gange, før du trak dig og afviste sex. Så du er forståeligt vred og skuffet over alt det, der gik forud, og du har ikke lyst til at undskylde for din manglende lyst. Det er meget forståeligt, og det skal du heller ikke!

Men se, om det er muligt at lade din partner vide, at du er ked af, at du har været så afvisende, og at du godt kan forstå, det har været hårdt for hans/hendes selvtillid at blive afvist igen og igen.

På denne måde gør du ikke din partner forkert, og I skal ikke debattere, hvis virkelighed er mest rigtig og rimelig. Og når din partner mærker, at du tager hans/hendes oplevelse alvorligt, har du større chance for, at din partner efterfølgende kan give plads til at lytte til dine svære oplevelser.

Du kan ikke kræve tilgivelse eller undskyldninger

Og så husk lige – tilgivelse er ikke en belønning for en undskyldning. Det er heller ikke noget, du kan kræve eller fremskynde (altså – det kan du godt, men effekten er med garanti ikke, hvad du håbede).

På samme måde kan du heller ikke kræve en undskyldning – i så fald lander den alligevel ikke som den lindring og forsoning, du sådan ønskede dig.

Tilgivelse ta’r tid

Tilgivelse er ikke en begivenhed – det er en proces. Og den er svær at udholde for jer begge.

Hvis du har såret din partner, så minder din partners smerte og tårer dig forståeligt nok om dine fejltagelser, din skyld og skam. Du kommer nemt til at gå i forsvar, og så er det svært at vise ham/hende den omsorg, der sådan ville hjælpe jer begge.

Taler vi fx om utroskab eller andre alvorlige brud på tilliden i jeres forhold, kan det tage lang tid eller er i værste fald umuligt at reparere og genopbygge trygheden – også selvom din eller din partners undskyldning er oprigtig og dybfølt.

1-2-3-tillid?

Tillid efter svigt handler om at skabe gentagne nye og trygge erfaringer med hinanden. Forvent at det tager tid, og lad din partner vide, at du er optaget af vejen mod et bedre og mere tillidsfuldt forhold.

Når du viser din partner, at du er tilgængelig i samtalen HER-og-NU, er du aktivt med til skabe en ny og tryg erfaring, som med tiden kan lindre smerten og reparere båndet mellem jer.

Nysgerrig? Inspireret?

Trænger I til at få ryddet op i dårlig kommunikation, negative mønstre og ømme punkter? Tag med på parforholdskursus 2 lørdage i september – læs mere her: ‘Styrk dit parforhold – mere nærhed, færre skænderier 

Nysgerrig på hvad emotionsfokuseret parterapi kan gøre for dig og din partner? Læs mere her

Brug for et serviceeftersyn? Læs om hvad korttids-interventionen Par-tjek kan gøre for jer.

Kontakt mig: Du er altid velkommen til uforpligtende at kontakte mig for nærmere info på anja@livs-vaerk.dk eller 61609276.

Skriv dig gerne op til mit nyhedsbrev i boksen herunder og følg med, når der er nyt på bloggen, kurser og tilbud til par og sammenbragte familier.

 

 

 

 

 

 

 

3 tips til at lukke ned for din partners forsøg på kontakt

  1. Ignorér: Når din partner spørger: ”Er der noget galt?” så undlad at svare (for der er jo ikke noget galt. Og hvis man først går i gang med at tale om problemer, bliver de bare værre.)
  2. Negligér: Hvis din partner bringer et problem op – så sig: ”Det går nok” eller: ”Det er da ikke så slemt” (alternativt mulighed 1).
  3. Kom med løsningsforslag: Når din partner deler noget sårbart, så sig: ”Det er da ikke et problem, hvorfor gør du ikke bare x eller y…” (benyt også gerne mulighed 1 eller 2)

Ekstra bonus: Din partner bliver skuffet og kritiserer dig, mens du føler dig misforstået – du prøvede jo bare at hjælpe! Det bliver en laaang Kristi Himmelfarts ferie…

Genkendeligt? Der er en god forklaring – og den har med din tilknytningsstil at gøre. Din adfærd giver mening, men den har en pris. Både for dig og dine nære relationer.

I dette blogindlæg kommer jeg med et par bud på, hvordan du (der ikke mærker så meget) kan se dig selv udefra – og hjælpe din partner med at se dig indefra.

Hvis du kan genkende dig selv i de ‘3 tips’, når din partner rækker ud (og har erfaret, at det IKKE har den ønskede effekt), så læs med:

  • Hvad er dine gode grunde til at reagere, som du gør?
  • Hvorfor bliver det så ubehageligt for dig, når din partner har det svært og ønsker følelsesmæssig kontakt?
  • Og: Hvordan kan du både tage hånd om dit eget ubehag og støtte din partner, der har brug for dig?

Hvorfor trækker du dig, når din partner rækker ud?

Det kan være, du ikke som sådan trækker dig, men bare ikke reagerer. Du bliver måske tavs eller undgår øjenkontakt. Det, du måske glemmer, er, at dette også er kommunikation – bare uden sprog.

At trække dig mentalt eller fysisk kan være dit bedste (men utydelige) bud på at fortælle din partner: ”Det er ubehageligt, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Vil du ikke godt lade mig være?” Uheldigvis ‘oversættes’ det hos din partner til oplevelsen af at blive forladt midt i noget svært.

Op på hesten igen

For dig, der undgår din partners (og ofte også dine egne) følelser, har livet lært dig, at det bedst kan ‘betale sig’, hvis du nedtoner følelsesmæssige responser af negativ karakter. Måske talte I ikke meget om følelser i dit barndomshjem. Eller når I gjorde var fokus på ‘at komme op på hesten igen‘, ‘hvad man kunne lære af det‘ eller; ‘at det da ikke var så slemt endda‘.

Måske blev du rost for at være dygtig og selvstændig, mens andre følelsesudbrud hørte til på værelset, hvor du ‘kunne komme ud, når du var glad igen‘.

Det bliver derfor hurtigt utrygt og ubehageligt for dig, hvis andre eller du selv står i noget svært. Du har simpelthen ikke så mange erfaringer med eller et særlig udbygget handlerepertoire når det handler om at  være til stede med din egen og andres sårbarhed – fordi du ikke selv har oplevet at blive mødt empatisk, når du har stået i noget sårbart.

Som nævnt handler det om din tilknytningsstil – som (hvis ovenstående er genkendeligt) sandsynligvis hælder til den undgående side.

Nysgerrig på din tilknytningsstil? Se denne korte video og lær mere om de 3 mest almindelige stile, og hvad der er godt at vide, hvis du og din partner fanges i et negativt mønster.  

Det er altså ikke et bevidst, aktivt valg at undgå din partners invitationer til følelsesmæssig kontakt – nej, det er baseret på dine levede erfaringer. Måske tænker du, at du har haft en normal og god opvækst uden at kunne huske så meget. Og faktisk er det normalt at have svært ved at huske konkrete episoder, når man har for vane at undgå at mærke følelser.

Double Trouble

Uvante situationer vækker forståeligt nok ubehag og usikkerhed. For dig er det dobbelt-op. Forklaring følger. Her er et par bud på, hvad der foregår på din inderside:

  • Hvis min partner er ked af det, er der et problem, jeg ikke er lykkedes med at løse” = Skam
  • Hvis jeg har et problem, er det tegn på, at jeg ikke har styr på tingene” = Utilstrækkelighed
  • ”Når jeg siger svære oplevelser højt, bliver min partner ked af det. Så har jeg to problemer: Min partners ked-af-det-hed og min egen afmagt.” = Overvældelse
  • Hvis andre er i smerte, bliver jeg bange, for jeg ved ikke hvad jeg skal gøre” = Usikkerhed og uvished

Du skal altså ikke kun forholde dig til dig selv eller en partner i smerte – det vækker også din egen ‘skam-byrde’ over ikke at kunne løse eller fikse problemerne.

For mange er dette den største blokering for at søge hjælp til parforholdet i tide, fordi: “Hvis vi skal i parterapi betyder det, at der er noget galt med os – at vi har et problem. Og hvis vi har et problem, har jeg fejlet!” = SKAM – ALARM – FARE – FLYYYGT!

Læs hvad mine tidligere klienter fortæller, de har fået ud af parterapi her

Din partners klippe – værdi eller fængsel?

Det kan også være dit klippefaste, hårdføre ydre er blevet til en del af din identitet og udgør en slags ’leveregler’ eller værdier, der handler om det gode ved at:

  • klare tingene selv
  • møde problemer med stoisk ro
  • præstere bedre ved at undertrykke tegn på svaghed (dvs. sårbarhed og svære følelser)
  • være selvstændig og stærk
  • bevare optimismen, opmuntre sig selv og andre og se på de lyse sider

Måske tænker du endda:

  • ”Hvis bare min partner kunne tage det roligt ligesom mig, ville vi have det meget bedre”
  • ”Jeg kan ikke tænke eller høre, når han/hun taler sådan, så jeg tænker på noget andet imens”
  • ”Han/hun er jo helt ude af kontrol – lad mig komme væk!”

Eller du kan blive vred ved tanken om, at: “Hele verden forventer af mig, at jeg er stærk. Jeg har brugt et helt liv på at lære at undertrykke følelser. Og nu bliver jeg skældt ud for ikke at mærke nok?!

Par-tjek: Trænger jeres parforhold til et ‘servicetjek’? Læs mere om hvad jeg tilbyder her

Hvad kan du gøre i stedet?

Hvis du ønsker dig, at I sammen kan gøre noget lidt andet, når én af jer bakser med noget svært, kommer her de 3 tips, jeg (hyppigere end de indledende) opfordrer par til at gøre brug af.

Nøgleordet er, at du får signaleret tydeligt til din partner, at du er tilstede – og at det her med følelser er nyt og svært for dig. Du har ret til at være dig og tage det i dit tempo. Se om det er muligt for dig at:

  1. Blive i situationen. Så helt konkret: Lad være med at gå væk eller forsvinde mentalt. Sig højt, at du ikke er sikker på, hvad der forventes af dig, fx: ”Jeg er her, og jeg lytter. Kan du hjælpe mig til med at forstå, hvad du har brug for lige nu?
  2. Være nysgerrigt undersøgende: Hvis din partner virker oprevet, taler meget, og du for længst er tabt i talestrømmen – så sig det (men nænsomt!): ”Det er svært for mig at følge med, men jeg vil gerne være her sammen med dig. Kan vi sætte tempoet lidt ned?
  3. Udholde ubehaget, du mærker, når du ikke ved, hvad du skal gøre – det er normalt og okay. Din partner har højst sandsynligt IKKE en idé om, at du skal fikse ham/hende eller ordne alt muligt praktisk. Din partner ønsker sig din støtte og kontakt i form af dit nærvær og din tilstedeværelse. Lige nu er DU nok. Lad din partner forstå at:
    • Det her er ukendt land for mig.”
    • ”Jeg er ikke vant til at mærke og tale om følelser. Derfor siger jeg ikke så meget – men jeg lytter.”
    • ”Når du spørger, hvad der foregår indeni mig, mærker jeg ikke altid så meget. Så det er ikke, fordi jeg skjuler noget eller ikke vil dele.”
    • Det er ubehageligt at blive spurgt om noget følelsesmæssigt, jeg ikke kan svare på. Hvis du bliver ved at spørge, bliver det værre for mig. Men jeg er her, og jeg vil gerne være her sammen med dig”.

Nysgerrig? Inspireret? Se hvad jeg også tilbyder til dig og din partner: 

Styrk dit parforhold – til september afholder jeg igen kursus for par over 2 lørdage. Sammen med din partner og med mig som guide arbejder I med at gøre mere af det gode OG redskaber til at løse jeres problemer. Læs mere her.

Par-tjek – Trænger jeres parforhold til et ‘servicetjek’? Læs mere om de 2 samtaler og korttidsterapi her.

Parterapeutisk forløb – For jer der trænger til at tage hånd om jeres negative mønstre og finde tilbage til kontakt og nærhed – læs mere her.

 

3 tips til ikke at få dit budskab igennem

1) Kritisér 2) Bebrejd og 3) Ret på din partner.

Ekstra bonus: Bliv misforstået og kickstart jeres negative cyklus på rekordtid.

Rigtig god påske!

Ej, spøg til side – og til sagens kerne. Det handler om de situationer, hvor du kritiserer din partner over småting – selvom det egentlig handler om noget andet.

Kan du genkende dig selv i dette? Så er du ikke alene.

Her kommer mine bud på, hvorfor det sker og et par tips til at stoppe den negative cirkel.

Tell – don’t show

De fleste par, jeg taler med i denne tid (på video forstås), er en smule pressede. Bakser med det, de plejer at bakse med – men nu med hjemmeskole, corona-frygt, usikkerhed og uvished oveni. Det er svære størrelser at sætte ord på – særligt hvis man heller ikke selv helt ved, hvad der er galt.

Og så er det, at mange af os så at sige udspiller vores følelser i stedet for at sætte ord på dem. Her kommer et tænkt eksempel:

Du er ked af, at du ikke rigtig føler dig set af din partner. Eller: Der er sket noget mellem jer, som I ikke har fået talt igennem, som du er vred eller skuffet over (“Hvorfor er dit arbejde vigtigere end mit? Jeg kan s**** ikke stå for hjemmeskole midt i et telefonmøde…!”).

Hvorfor siger du det ikke “bare”, som det er?

…kunne man fristes til at spørge. Men af forskellige (ofte forståelige) grunde, er det svært for dig at få sagt. Måske er du bange for at blive afvist, eller at I igen skal blive uvenner.

Så hvad gør du i stedet? Du udviser adfærd, der skal overbringe budskabet: “Se mig lige, jeg er ked af det og har brug for dig” fx ved at:

  • sætte dig overfor din partner og se trist ud (og din partner spørger ikke til dig)
  • spørge om noget: ”Hvad tænker du egentlig om, at ungerne skal i skole igen efter påske? (din partner svarer: ”Øhm, det ved jeg ikke lige…”, mens han/hun kigger på sin telefon)
  • (og nu er det så, at du skruer op) ”Har du nogensinde tænkt dig at rydde op i køkkenet, eller er det ligesom blevet min opgave?!

Her kigger din partner op og ser helt forvirret og muligvis en smule livstræt ud – hvilket virkelig tænder dig af, fordi det da er et fuldt ud rimeligt og relevant spørgsmål. Det er det måske også.

Problemet er bare, at det slet ikke var rodet i køkkenet, du havde brug for at tale om. Dit behov var noget andet.

Så – følte du dig set og mødt? Jeg gætter på nej.

Forstod din partner, at du havde brug for lidt kærlig opmærksomhed? Heller ikke.

Hvorfor? Fordi det, din partner oplever, er at du: Kritiserer. Bebrejder. Eller retter på ham/hende.

Din kritik er protest overfor manglende kontakt

Så du viser irritation på ydersiden, mens du på indersiden mærker ked af det, alene eller vrede. Din kritiske adfærd er dit bedste bud på at få kontakt og råbe din partner op. Men det virker ikke.

Prøv lige at lukke øjnene et øjeblik og tænk over:

  • Når du skruer op og kritiserer, hvilken følelse mærker du så på indersiden (som din partner altså ikke kan se)?
  • Hvordan ser du ud på ydersiden, når du siger det (måske vækker dette ligefrem en slags forståelse for din tilsyneladende utilgængelige partner)?

Find ind til budskabet – og drop kritikken

Overvej så:

  • Hvad er dybest set dit budskab eller det, du har på hjerte (som går tabt, når det kommer ud som kritik)?
  • Hvad vil være vigtigt for dig at få talt om (og hvordan vil du have det, når I får det løst)?

Mit gæt er noget i stil med: ”Jeg har brug for, at du ser mig. Interesser dig for mig. At jeg kan mærke dig, og at du er her for mig.

Eller noget helt konkret: ”Vi skal have talt om, hvordan vi løser det praktiske herhjemme, for jeg føler mig overbelastet.

Dette er et helt andet og tydeligt budskab, som højner chancen for, at din partner kan møde dig.

Tal fra hjertet

Invitér så din partner til at sidde sammen med dig. Servér kaffe/te og jeres yndlingssnack. Spørg om I kan bruge 30 min. på at tale om noget, der er vigtigt for dig. Og se hvad der sker.

Hvis I trænger til et værktøj til at have denne samtale på en konstruktiv måde, så download min gratis e-bog der indeholder 3 små øvelser – bl.a. ‘Tal fra hjertet – lyt med nærvær’ på min hjemmeside.

Inspireret eller nysgerrig? Du er altid velkommen til at kontakte mig for at høre om parterapi eller Par-tjek

Læs med når jeg næste gang fortæller om, hvordan det kan opleves at være den “kritiserede partner”.

God påske!

 

Der er utroskab, der besegler, at forholdet er dødt. Hvor kærligheden er væk, og affæren blot er dødsstødet eller det synlige ’bevis’ på, at det er slut.

Men mange par ønsker at genfinde hinanden, tilliden og nærheden efter utroskab.

I dette blogindlæg kan du læse, hvad der kan ligge til grund for affærer. Og hvordan I finder hinanden – hvis det er dét, I ønsker.

Tillidsbrud og vrede

Når utroskab kommer frem i lyset, slår det skår i tilliden og rammer parforholdet på det mest sårbare sted – den trygge tilknytning: Kan jeg regne med dig? Er du der for mig?
Affæren rammer både nutiden, synet på fortiden og skaber frygt for fremtiden:

Så dengang, jeg troede, vi var på kærlighedsferie, havde du kontakt til ham? Hvis du løj om det, hvad har du så ellers løjet om? Hvem er du egentlig? Og hvordan skal jeg nogensinde kunne stole på dig igen?
Og det rammer helt forståeligt partnerens selvværd: ”Hvad var det, jeg ikke kunne give dig?” som er en udbredt idé om, hvorfor vi indleder affærer.

Dette indlæg vil vise, at der måske nok, var noget, vi savnede – men samtalen om, hvem eller hvad kan være overraskende. (Psst! Alle ‘cases’ i indlægget er opdigtede, men afspejler temaer jeg møder i min praksis).

Ja, jeg var utro – men jeg savnede dig!

Parret overfor mig vender demonstrativt væk fra hinanden. Han ser plaget ud og ligner én, der helst vil forsvinde. Hun græder ikke længere; hun er ved at opgive, siger hun.
Det er her, han pludselig ’vågner’: ”Opgive?” siger han med noget, der ligner vrede eller foragt; ”ja, den følelse kender jeg. Det var præcis sådan, jeg havde det, da jeg indledte affæren!”.

Han fortæller, hvor meget han savnede hende efter deres yngste barns fødsel. Hvor alene, han følte sig, og hvor ondt det gjorde at blive mødt af hendes afvisninger.
På en bagvendt måde føler han sig svigtet af hende – derfor vreden. Og han er ikke i stand til at møde sin partner i den smerte, affæren har forvoldt hende, så vi har et stykke vej endnu.

Par, der bakser med eftervirkninger af utroskab, er ofte et sted i denne proces. De ramler sammen i negativ cyklus og kan ikke rumme hinandens behov og følelser. Fordi partnerens smerte aktiverer egen skyld, dårlig samvittighed, vrede eller utilstrækkelighed.

Hvorfor er så mange mennesker utro?

For nogle er affæren deres ’bedste bud’ på få nogle behov mødt, som ellers virker umulige at række ud efter hos partneren. Det behøver ikke at være seksuelle lyster (som vi ofte forestiller os) men kan i lige så høj grad være intimitet på andre planer.

Én at være sårbar sammen med, søge støtte hos, dele noget fortroligt med, som man af én eller anden grund ikke tør vende sig mod sin partner og udtrykke.
Det kan være, man helt har opgivet håbet om, at disse behov kan opfyldes. Man kan være i tvivl, om partneren ville lytte, hvis man prøvede.

Måske har man ikke mange erfaringer med at række ud, og det virker derfor risikofyldt at vove pelsen.
Det kan også være, éns partner tidligere har afvist én – og siden turde man aldrig igen. Og så mødte man ham eller hende, man indledte affæren med. Som lyttede, støttede, tændte på én – lige dér hvor man sådan længtes efter det.

Hvad tænder danskerne på? Læs verdens største befolkningsundersøgelse om seksualitet (og utroskab) her

Hvorfor rækker man ud efter affæren – i stedet for partneren?

Det er en smertefuld og sårbar rejse at begynde at pakke længslerne ud. Den utro part fortæller måske om talrige forsøg på at gøre det tydeligt for partneren, at de længtes efter sex, nærhed eller intimitet på andre planer.
Om at blive skuffet eller føle sig latterliggjort over at fortælle om behov, drømme eller fantasier. Måske i en presset periode med arbejde eller sygdom og konflikter. Hvor ønsket om nærhed eller sex for partneren har lydt som pres og uoverstigelige krav – ikke som et savn eller en kærlighedserklæring.

Trænger I til at få talt om det vigtige? Jeg tilbyder Par-tjek, som er en mulighed for gennem 2 samtaler at fokusere på jeres styrker – og på hvad det handler om, når det bliver svært mellem jer.  

Det er ikke dig – det er mig

I et andet par er manden overfor mig martret af vrede, mindreværd og ydmygelse: ”Hvad havde han, som jeg ikke kunne give dig?” spørger han indædt. For kvinden, der har været utro, opleves situationen anderledes.
Kvinden oplever, at kærligheden til partneren er intakt. Dybest set handlede hendes affære og mødet med ‘den anden‘ lige så meget om et møde med sit ‘andet jeg‘. Hendes drømme om, hvem hun vil være – selv og sammen med sin partner. Og disse ønsker er de samme nu som før affæren – ligesom hendes følelser for sin mand.

Det er altså ofte sider hos én selv, man savner, som affæren vækker til live. Det eventyrlystne, at gribe ud efter livet, at noget igen er nyt, uprøvet, at opleve sig selv livfuld, sprudlende – at vove pelsen, selvom det føles farligt eller risikofyldt.

Hør Esther Perel fortælle mere om dette i sin TedTalk ‘Rethinking infidelity‘ her’ eller i bogen Hvad utroskab kan lære os om kærlighed’ . (Fås på engelsk her)

Paradoksalt nok kan det føles lettere at bede et nyt bekendtskab (altså affæren) om noget sårbart, man længes efter. Fordi smerten ved en evt. afvisning gør mindre ondt, end risikoen for at se sin elskede partner rulle med øjnene og sige: ”Hvad tror du selv?

På den måde er begge parter i smerte efter en affære – men med meget forskellige udgangspunkter for at kunne lytte til hinandens smertehistorier. Så nu har vi eksplosiv cocktail af skyld, skam, vrede samt omverdenens (og egne) moralske domme over: ”Hvad man da bare skal gøre, hvis éns partner har været utro”, ”én gang utro, altid utro” osv.

Det kan være en kæmpe støtte, hvis I begge kan trække på jeres netværk. Men: Lad dine venner eller familie vide, hvad du har brug for støtte til – og tak nej til andres domme over jeres handlinger og valg om at blive sammen eller gå fra hinanden.

Er der en vej efter utroskab?

Så – er der håb efter affæren? Og hvis ja, hvordan genskaber I tilliden og nærheden i parforholdet?
For den ‘utro part’ indebærer processen bl.a. at arbejde med følgende spørgsmål:

  • Er du villig til at være åben og lyttende i forhold til, hvordan affæren har ramt og såret din partner – også selvom det vækker ubehag, og du får lyst til at flygte?
  • Kan du udholde og rumme din egen skyld, skam, og dårlige samvittighed i stedet for at gå i forsvar?
  • Vil du arbejde med den del af dig, der fremover skal turde række ud efter din partners hånd – og ikke ud af relationen?
  • Hvad kan du gøre for at forsikre din partner om, at du er her nu og vil jeres forhold?

For den ‘bedragede part’ handler det bl.a. om spørgsmål som:

  • Er du villig til at dele dine sårede følelser og den måde, affæren har ramt dig?
  • Hvordan kan du sige ja til din partner og forholdet, hvis du ønsker det – og samtidig sætte sunde grænser (af frygt for ny utroskab kan man komme til at gå over egne grænser for at ’holde på’ partneren)?
  • Hvad har – uden du ønskede det – været din andel i, at I mistede nærhed og kontakt?
  • Er der noget, du savner i jeres relation (som du måske også savnede før affæren), som du vil bede din partner om? Trøst, omsorg og bekræftelse på kort sigt og måske noget andet på den lange bane?

Hvis/når den utro part er i stand til at:

  • Rumme sin partners sårede følelser og vrede
  • Tage ansvar for og anerkende, at affæren ramte partneren
  • Være forudsigelig og tryghedsskabende
  • Forsikre sin partner om, at man vil relationen og acceptere, at tillid kræver gentagne nye erfaringer, reparationer og forsikringer

Ja, så er der gode muligheder for, at I sammen kan få øje på de underliggende behov og længsler, der ofte gemmer sig i skyggerne af affæren. Og så er I på vej videre – sammen.

Nysgerrig på hvad et terapiforløb kan gøre for jeres parforhold? Se mere her eller læs om, hvad andre har fået ud af forløb hos mig her

Du er også velkommen til at skrive dig op til mit nyhedsbrev eller følge mig på Facebook eller Instagram.

Del gerne blogindlægget eller skriv en kommentar!

Jeg hører også gerne fra dig, hvis du har spørgsmål eller uforpligtende ønsker at høre nærmere om, hvad jeg tilbyder.

Jeg kan kontaktes via kontaktformularen nederst på siden eller via

mail: anja@livs-vaerk tlf.: 61609276

Gode parforhold handler om tryghed og kontakt. Og grundlaget for god kommunikation afhænger af spørgsmålet: “Er du der for mig, når jeg har brug for dig?”

Kender du det, at du selv synes, du på en stille og rolig måde beder din partner om et eller andet? Eller lige kommer med et rigtig godt forslag? Din partners efterfølgende reaktion afslører, at det bestemt ikke blev hørt sådan. Så kender du nok også smerten, der følger med, når du ser dig selv gennem din partners sårede eller vrede blik: Som bossy, en strigle eller en tyran, når det nu ikke var det, der var intentionen? Eller du kender trætheden, der melder sig over, at det nu er umuligt at tale jer ud af situationen, fordi stemningen er elendig?

The silent treatment – en weekend i helvede

Måske siger du noget i stil med: ”Det er godt nok mange aftener, du har arbejdet til sent…”, hvortil din partner svarer: ”Du var da ude i går, og det er længe siden, jeg har set mine venner.” Så bliver du sur: ”Hvad har det med noget at gøre? Nu er det weekend og ungerne har fri, men hvis du har tømmermænd i morgen, er hele weekenden ødelagt!

Herefter smutter din partner med et rungende: ”Og RIGTIG god aften til dig også!

I de næste dage (dvs. hele weekenden…) består jeres samvær af ordknappe, ukærlige udvekslinger. Du forsøger måske at række ud, eller du trækker dig væk og undgår kontakt.

Hvad gik galt? Du ønskede dig nærhed, men kom til at skubbe din partner væk, fordi det i din partners ører lød som kritik og bebrejdelse.

Drop indholdet – lyt til musikken!

Hvis I skal genfinde kontakten, er det ikke et spørgsmål om at kommunikere mere om indholdet af jeres skænderi – dvs. diskussionen om hvem der i virkeligheden har været mest væk. Det er de følelser, det vækker hos jer hver i sær, I skal have fat i – fordi det er følelserne, der igangsætter det negative samspil og tager jer væk fra hinanden. Heftigheden af disse følelser udspringer ofte af graden af den oplevede tryghed og kontakt mellem jer – den følelsesmæssige tone eller baggrundsmusikken.

Den gode nyhed er, at I kan stoppe det negative mønster, hvis I sammen får blik for dette.

Har du lyst til at bryde jeres negative mønster og genfinde nærheden? Tag med din partner på Parforholdskursus i Tværfagligt Hus i weekenden 2.-3.marts

Jeres handlinger giver mening

Det giver mening at råbe højere og højere, hvis den, man kalder på, ikke hører én. Særligt hvis man føler sig alene og virkelig har brug for hjælp.

Det er også forståeligt (faktisk tilrådeligt!), at du løber skrigende væk, hvis du oplever, at du er ved at blive overfaldet.

Men – prøv nu at forestille dig, at personerne ovenfor lever i et parforhold. Elsker hinanden og har brug for hinanden. Uden at ville det kommer disse to til negativt at forstærke hinandens strategier.

Læs mere om parforholdsmønstre og vejen ud i Sue Johnsons bog for par ’Hold Mig’ 

Opsøger og tilbagetrækker – et typisk mønster

Det mest typiske negative samspilsmønster er netop, at den ene part er opsøgende, mens den anden trækker sig. Den korte forklaring kommer her:

Når opsøgerens ’kalden’ høres som kritik

Som partner i den opsøgende position har du brug for nærhed og kontakt – særligt hvis du føler dig urolig eller utryg. Du ’kalder’ på din partner, fx ved at stille spørgsmål eller forsøge at samtale. Hvis din partner ikke reagerer, ’skruer du op’ – ved at bebrejde, blive sur eller irriteret: ”Kunne du ikke lige svare? Og det er i øvrigt ikke mit ansvar med gaven til din mor”.

Du ønsker dig omsorg og har svært ved at falde til ro, hvis ikke I får kontakt. Men i bestræbelsen på at række ud, er du i stedet i gang med at eskalere mønstret og skræmme din partner væk.

Tilbagetrækning som strategi til beroligelse

Det kan også være, du bedre kan identificere dig med tilbagetrækkerens rolle. Du isolerer dig, eller vender dig indad, når du føler dig utryg, stresset eller ked af det. Tænker, at det klarer du selv, eller skubber svære følelser væk. Så når din opsøgende partner henvender sig med noget følelsesladet, har du tendens til at trække dig fysisk eller mentalt. Måske fordi din partners henvendelse vækker ubehag, nervøsitet eller frygt. Eller fordi du ikke helt kan sætte dig ind i din partners stærke følelsesmæssige udtryk og bare helst vil ‘videre’ uden for megen snak.

Jeg hører ofte mennesker i tilbagetrækker-rollen sige, at det for dem også er en måde at passe på forholdet, sig selv og deres partner. Dette giver mening – særligt hvis du har gentagne erfaringer med, at I ender i smertefuld konflikt, hvis diskussionen fortsætter.

Læs mere om parforholdsmønstre og hvad I selv kan gøre i mit tidligere blogindlæg her 

Eskalering af det negative mønster

Det bitre er, at jo mere den ene opsøger, jo mere trækker den anden sig. I ser hinandens ydersider – men misser hvad der foregår på hinandens indersider. Og det bidrager til oplevelsen af, at: “Vi mangler redskaber til god kommunikation“. Den negative spiral er i gang, og det kræver en indsats fra jer begge, hvis I skal bryde den.

Skænderier er protester over manglende følelsesmæssig kontakt

Metaforisk udtrykt ‘byder I op til dans’, fordi I ønsker kontakt, tryghed og beroligelse – men I mister hinanden på dansegulvet. Det smertelige – og med tiden skadelige er, at den negative cyklus:

  • Forhindrer jer i at løse jeres problemer og tale om det vigtige
  • Tager jer væk fra at mærke seksuel lyst og tiltrækning til hinanden

Den gode nyhed er, at det negative mønster fortæller jer, at I er vigtige for hinanden – ellers ville I simpelthen ikke hidse jer sådan op. Nu kan I gå i gang med at undersøge, hvilke triggere I hver i sær oplever i situationen.

Vejen ud – kortlæg den negative cyklus og jeres ‘trin i dansen’

Start med dig selv. Sæt dig med papir og pen og tænk på en svær situation. Det er vigtigt, at det er en konkret situation, hvor du og din partner røg i negativ cyklus. Besvar så følgende spørgsmål:

  • Hvilken følelse mærkede du først i situationen? VIGTIGT: Følelser er fx frustration, ked af det, vred. Det går således ikke at skrive: ”Jeg følte, at min partner var dum” eller ”jeg følte mig svigtet” – gå efter følelsen!
  • Hvad gjorde du, da denne følelse fik tag i dig? Altså – hvad ville vi se dig gøre, hvis det var optaget på video? Hvad var dit første skridt ind i negativ cyklus?
  • Hvad var det næste, du mærkede, da situationen fortsatte? Hvad har frustrationen på hjerte? Var en del af dig ked af det? Vred? Kom der tanker om et tidligere svigt eller skuffelser?
  • Hvad havde du egentlig brug for i situationen, når du tænker på den nu? Hvad kunne du eller din partner have gjort, der havde været mere hjælpsomt end det, der skete?

Hvis I vil eksperimentere, kan I interviewe hinanden i fredstid og dele jeres oplevelser. Det er ofte overraskende, hvor forskelligt vi hver i sær har oplevet den samme situation.

God arbejdslyst!

Inspireret?

Har du fået lyst til at høre mere, starte et parterapeutisk forløb hos mig, eller komme på Parforholdskursus i weekenden d.2.-3. marts 2019, er du velkommen til at kontakte mig på tlf. 61609276 eller anja@livs-vaerk.dk

Du kan følge mig på Facebook – del gerne blogindlægget eller skriv en kommentar!

Dette blogindlæg handler om, hvad parterapi kan, og hvorfor løsninger ikke altid er løsningen. Du bliver taget med ind i parterapeutens værksted og kan læse om, hvorfor voksne, intelligente mennesker igen og igen gør noget, der ikke virker, hvad parsamtaler kan bruges til, og hvad I selv kan gøre, når det negative samspil får tag i jer.

Det kan føles overvældende og trættende, når vi – igen – havner i skænderier og fastlåste positioner med vores partner. Kender du det, når en såkaldt ’lille ting’ – et ansigtsudtryk, en misforståelse eller et øjebliks fravær – sætter gang i en lavine af bebrejdelser, bringer gamle uoverensstemmelser op, sender den gode stemning til tælling og I mister kontakt? Hvis ja, er både du og din partner helt normale. Uden I ønskede det, er I havnet i et negativt samspil, hvor I ikke hører hinandens behov eller intentioner, men i stedet møder hinandens overlevelsesstrategier – et typisk reaktionsmønster er, at den ene part trækker sig, mens den anden bliver opsøgende, hvorefter positionerne gensidigt optrappes og den negative cyklus forstærkes.

Handlemønstre som disse træder i kraft, når vi bliver bange, kede af det eller vrede – og når frygt og vrede fylder, er det svært at lytte. Den gode nyhed er, at eftersom vi føler os særligt sårbare sammen med de mennesker, der betyder mest – så er jeres voldsomme reaktioner udtryk for, hvor vigtige I er for hinanden. Det er dog ganske svært at få øje på, når vi mister kontakt og herefter havner ensomme i hvert vores uforsonlige hjørne. Ikke ligefrem en munter invitation til at tage en konstruktiv snak en anden god gang, og det giver mening, at vi med tiden opgiver samtaler om emner, der tager os derhen.

Så hvad kan vi gøre, når den negative cyklus rammer?

1) Stil skarpt på cyklus – og sig det højt

Et tydeligt tegn på at I er fanget i negativ cyklus er, når du mærker frustration og irritation, som leder dig til en negativ fortolkning af din partner: ”Hvorfor gør/siger du dog sådan? Du må være ude på at provokere – afvise – nedgøre – ydmyge – straffe – underkende eller (indsæt selv negativ fortolkning af den andens adfærd) mig”.

Det kan også være, du rammer et smertefuldt og negativt billede af dig selv: ”Jeg er ikke værd at elske – jeg er et håbløst tilfælde, forkert eller i stykker”. Det kan være, du også mærker tvivl om jeres parforhold, som føles virkelig og skræmmende i situationen: ”Vi duer ikke sammen, det kan ikke lykkes, når vi er så forskellige…

Hvis muligt – så sig på den måde der nu er rigtig for dig: ”Hov, nu skete det igen – vi er havnet i negativ cyklus – tornadoen, tsunamien eller dødvandet fik tag i os” – knapt så kært barn har mange navne!

2) Stop ulykken

På god, gammeldags førstehjælpsagtig manér – se om det er muligt at stoppe dig selv lige dér. Bed din partner om en pause, gå hver til sit i 15 minutter, drik et glas vand eller gå en tur – og PS. husk lige at sige, at du kommer tilbage om lidt. Nogle gange er den ikke længere – det var bare opvasken, og vi behøver ikke bruge resten af weekenden på kamp eller indædt tilbagetrækning. Andre gange har cyklus ’noget på hjerte’. Den peger på reelle problemer fx: ”Det er virkelig svært for os med sexlivet eller sommerferien”, men den umuliggør løsninger og drager urimelige konklusioner, typisk i stil med: ”Den er gal med dig, mig eller parforholdet”.

3) Vis interesse for din partners oplevelse

Hvis I herefter kan mødes under fredelige forhold, så spørg hinanden: ”Hvad er din gode grund til at blive så vred – ked af det – lukke ned? Hvis du rent faktisk oplevede, at jeg sagde det for at nedgøre og ydmyge dig, så giver det mening, at du bliver vred eller trækker dig. Er du interesseret i at høre, hvad der er vigtigt for mig her?

Væk med den moralske overdommer

Det er svært at høre budskabet: ”Jeg er ked af det og har brug for omsorg”, hvis det siges med en undertone (eller højlydt overtone!) af bebrejdelse og skyld. I parterapi arbejder jeg sammen med jer som en guide ind i de følelser, der igangsætter cyklus: ”Jeg er ulykkelig over, at du skal væk i weekenden med arbejdet i stedet for at bruge tid med mig og ungerne, for jeg savner dig sådan”.

Væk er spørgsmålet om ”kan jeg tillade mig at være vred?”, om ret og rimeligt eller ’hvad man bør’ som voksent og modent menneske og forælder. Væk er kravet til mig som terapeut om at agere overdommer eller moralens vogter. Nu handler konflikten om det, den handler om – om de følelser der tager jer ind i tornadoen og væk fra hinanden.

Hvorfor løsninger ikke altid er løsningen

Jeg hører ofte par sige, at det, der har holdt dem tilbage fra at tale sammen eller opsøge hjælp er variationer over temaet: ”Vi kan jo alligevel ikke gøre noget ved (arbejdspresset, huset, svigerfamilien…) – så hvorfor overhovedet tale om det?”, og så lukker samtalen der eller udskydes på ubestemt tid. Men selvom vi ikke altid finder løsninger eller quick-fixer det hele på den halve tid, selvom emnet er svært og vækker sårbarhed og frygt, er det min erfaring, at betydningen af samtalen er enorm.

Dét at vove pelsen og dele tanker og følelser, at stille sig til rådighed som kærligt nærværende, og spørge ind er i sig selv en bekræftende og potentielt helende oplevelse, der kan skabe samhørighed – som i: ”Jeg må virkelig være vigtig for dig, når du viser mig den tillid!”, eller vække stolthed: ”Fantastisk at vi kunne tale om det!

I parterapi øver vi i et trygt rum, at I sammen kan lytte og tage imod hinanden fra et sted, hvor du både kan høre din partners budskab OG har plads til at mærke dine egne følelser med rummelighed og accept.

Er du blevet inspireret?

Har du fået lyst til at høre mere, starte et parforløb hos mig, eller komme på Parforholdskursus i weekenden d. 2.-3. marts 2019, er du velkommen til at kontakte mig på tlf.: 61609276 eller anja@livs-vaerk.dk