undgå konflikt

3 tips til at undgå kontakt med din partner

Kender du følelsen af, at din partner virker uoplagt eller trist? Han eller hun siger måske ikke så meget, sukker eller lignende. Og du orker det bare ikke. Du vil for alt i verden undgå konflikt.

Prøv én af følgende taktikker:

  1. Ignorér: Når din partner spørger: ”Er der noget galt?” så undlad at svare (for der er jo ikke noget galt. Og hvis man først går i gang med at tale om problemer, bliver de bare værre.)
  2. Negligér: Hvis din partner bringer et problem op – så sig: ”Det går nok” eller: ”Det er da ikke så slemt” (alternativt mulighed 1).
  3. Kom med løsningsforslag: Når din partner deler noget sårbart, så sig: ”Det er da ikke et problem, hvorfor gør du ikke bare x eller y…” (benyt også gerne mulighed 1 eller 2)

Ekstra bonus på undgå konflikt kontoen

  • Din partner bliver skuffet og kritiserer dig.
  • Du føler dig misforstået, for du prøvede jo bare at hjælpe!
  • Det bliver en laaang weekend…

Genkendeligt? Der er en god forklaring – og den har med din tilknytningsstil at gøre. Din adfærd giver mening, men den har en pris. Både for dig og dine nære relationer.

I dette blogindlæg kommer jeg med et par bud på, hvordan du (der ikke mærker så meget) kan se dig selv udefra – og hjælpe din partner med at se dig indefra.

Har du allerde forsøgt de 3 tips? Har du erfaret, at det IKKE har den ønskede effekt), så læs med her for at blive klogere på:

  • Hvad er dine gode grunde til at reagere, som du gør?
  • Hvorfor bliver det så ubehageligt for dig, når din partner har det svært og ønsker følelsesmæssig kontakt?
  • Hvordan kan du både tage hånd om dit eget ubehag og støtte din partner, der har brug for dig?

Hvorfor trækker du dig, når din partner rækker ud?

Det kan være, du ikke som sådan trækker dig, men bare ikke reagerer. Du bliver måske tavs eller undgår øjenkontakt. Det, du måske glemmer, er, at dette også er kommunikation – bare uden sprog.

At trække dig mentalt eller fysisk kan være dit bedste (men utydelige) bud på at fortælle din partner: ”Det er ubehageligt, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Vil du ikke godt lade mig være?” Uheldigvis ‘oversættes’ det hos din partner til oplevelsen af at blive forladt midt i noget svært.

Op på hesten igen

For dig, der undgår din partners (og ofte også dine egne) følelser, har livet lært dig, at det bedst kan ‘betale sig’, hvis du nedtoner følelsesmæssige responser af negativ karakter. Måske talte I ikke meget om følelser i dit barndomshjem. Eller når I gjorde var fokus på ‘at komme op på hesten igen‘, ‘hvad man kunne lære af det‘ eller; ‘at det da ikke var så slemt endda‘.

Måske blev du rost for at være dygtig og selvstændig, mens andre følelsesudbrud hørte til på værelset, hvor du ‘kunne komme ud, når du var glad igen‘.

Det bliver derfor hurtigt utrygt og ubehageligt for dig, hvis andre eller du selv står i noget svært. Du har simpelthen ikke så mange erfaringer med at være til stede med din egen og andres sårbarhed.

Måske fordi du ikke selv har oplevet at blive mødt empatisk, når du har stået i noget sårbart.

Og derfor har du heller ikke en særlig stor tolerance for at være til stede med dit eget eller andre følelsesmæssige ubehag.

Som nævnt handler det om din tilknytningsstil – som (hvis ovenstående er genkendeligt) sandsynligvis hælder til den undgående side.

Nysgerrig på din tilknytningsstil? Se denne korte video og lær mere om de 3 mest almindelige stile, og hvad der er godt at vide, hvis du og din partner fanges i et negativt mønster.  

Det er altså ikke et bevidst, aktivt valg, du træffer, når du undgår din partners invitationer til følelsesmæssig kontakt.

Nej, det er baseret på dine (manglende) erfaringer med, hvad man dog skal gøre, når andre eller du selv viser sårbarhed eller mærker svære følelser.

Måske tænker du, at du har haft en normal og god opvækst uden at kunne huske så meget. Og faktisk er det normalt at have svært ved at huske konkrete episoder, når man har for vane at undgå at mærke følelser.

Double Trouble

Uvante situationer vækker forståeligt nok ubehag og usikkerhed. For dig er det dobbelt-op. Forklaring følger. Her er et par bud på, hvad der foregår på din inderside:

  • Hvis min partner er ked af det, er der et problem, jeg ikke er lykkedes med at løse” = Skam
  • Hvis jeg har et problem, er det tegn på, at jeg ikke har styr på tingene” = Utilstrækkelighed
  • ”Når jeg siger svære oplevelser højt, bliver min partner ked af det. Så har jeg to problemer: Min partners ked-af-det-hed og min egen afmagt.” = Overvældelse
  • Hvis andre er i smerte, bliver jeg bange, for jeg ved ikke hvad jeg skal gøre” = Usikkerhed og uvished

Du skal altså ikke kun forholde dig til dig selv eller en partner i smerte – det vækker også din egen ‘skam-byrde’ over ikke at kunne løse eller fikse problemerne.

For mange er dette den største blokering for at søge hjælp til parforholdet i tide, fordi: “Hvis vi skal i parterapi betyder det, at der er noget galt med os = Vi har et problem”

Og: “Hvis vi har et problem, har jeg fejlet!” = SKAM – ALARM – FARE – FLYYYGT!

Læs hvad mine tidligere klienter fortæller, de har fået ud af parterapi her

Din partners klippe – værdi eller fængsel?

Det kan også være dit klippefaste, hårdføre ydre er blevet til en del af din identitet og udgør en slags ’leveregler’ eller værdier, der handler om det gode ved at:

  • klare tingene selv
  • møde problemer med stoisk ro
  • præstere bedre ved at undertrykke tegn på svaghed (dvs. sårbarhed og svære følelser)
  • være selvstændig og stærk
  • bevare optimismen, opmuntre sig selv og andre og se på de lyse sider

Måske tænker du endda:

  • ”Hvis bare min partner kunne tage det roligt ligesom mig, ville vi have det meget bedre”
  • ”Jeg kan ikke tænke eller høre, når han/hun taler sådan, så jeg tænker på noget andet imens”
  • ”Han/hun er jo helt ude af kontrol – lad mig komme væk!”

Eller du kan blive vred ved tanken om, at: “Hele verden forventer af mig, at jeg er stærk. Jeg har brugt et helt liv på at lære at undertrykke følelser. Og nu bliver jeg skældt ud for ikke at mærke nok?!

Par-tjek: Trænger jeres parforhold til et ‘servicetjek’? Læs mere om hvad jeg tilbyder her

Hvad kan du gøre i stedet?

Hvis du ønsker dig, at I sammen kan gøre noget lidt andet, når én af jer bakser med noget svært, kommer her de 3 tips, jeg (hyppigere end de indledende) opfordrer par til at gøre brug af.

Nøgleordet er, at du får signaleret tydeligt til din partner, at du er tilstede – og at det her med følelser er nyt og svært for dig.

Du har ret til at være dig og tage det i dit tempo. Se om det er muligt for dig at:

  1. Blive i situationen. Så helt konkret: Lad være med at gå væk eller forsvinde mentalt. Sig højt, at du ikke er sikker på, hvad der forventes af dig, fx: ”Jeg er her, og jeg lytter. Kan du hjælpe mig til med at forstå, hvad du har brug for lige nu?
  2. Være nysgerrigt undersøgende: Hvis din partner virker oprevet, taler meget, og du for længst er tabt i talestrømmen – så sig det (men nænsomt!): ”Det er svært for mig at følge med, men jeg vil gerne være her sammen med dig. Kan vi sætte tempoet lidt ned?
  3. Udholde ubehaget, du mærker, når du ikke ved, hvad du skal gøre – det er normalt og okay. Din partner har højst sandsynligt IKKE en idé om, at du skal fikse ham/hende eller ordne alt muligt praktisk. Din partner ønsker sig din støtte og kontakt i form af dit nærvær og din tilstedeværelse. Lige nu er DU nok. Lad din partner forstå at:
    • Det her er ukendt land for mig.”
    • ”Jeg er ikke vant til at mærke og tale om følelser. Derfor siger jeg ikke så meget – men jeg lytter.”
    • ”Når du spørger, hvad der foregår indeni mig, mærker jeg ikke altid så meget. Så det er ikke, fordi jeg skjuler noget eller ikke vil dele.”
    • Det er ubehageligt at blive spurgt om noget følelsesmæssigt, jeg ikke kan svare på. Hvis du bliver ved at spørge, bliver det værre for mig. Men jeg er her, og jeg vil gerne være her sammen med dig”.

Bedste hilsner fra

Anja Gundelach Brems ♥ 

Anja er autoriseret psykolog & certificeret parterapeut i emotionsfokuseret parterapi (EFT) – en evidensbaseret metode.

Anja er specialiseret i sammenbragte familier, når den ene eller begge har børn fra tidligere. Hvor deleordninger, ekspartnere og børnenes loyalitetsbånd udfordrer jeres håb og drømme for fremtiden.

Anja hjælper par med at opdage og standse negative samspilsmønstre, så I kan fordybe kontakten og forbindelse til hinanden – for det er jer, der skaber rammerne for familiens trivsel.

Psykolog og parterapeut Anja Gundelach Brems

Nysgerrig? Inspireret? Se hvad jeg også tilbyder til dig og din partner

Par-tjek – Trænger jeres parforhold til et ‘servicetjek’? Læs mere om de 2 samtaler og korttidsterapi her.

Parterapeutisk forløb – For jer der trænger til at tage hånd om jeres negative mønstre og finde tilbage til kontakt og nærhed – læs mere her

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *