Tag Archive for: ansvar

Negativ cyklus

Hvordan tilgiver jeg utroskab – skal vi videre sammen eller hver for sig?

Brevet fra Silhuetten er redigeret/forkortet (red.) 

Kære Anja.
Jeg håber sådan, du kan give mig et råd eller to.
Jeg er 36, mor til 2 (11& 5) og gift. Vi har været sammen i 21 år og mødtes, da vi var unge. Vi har altid været meget forskellige, og det har vist sig i forholdet. Jeg har tidligere haft en fødselsdepression med vores yngste, som jeg gik med i 9 mdr., inden jeg kom i behandling.

For 3,5 år siden havde min mand en affære med vores datters venindes mor, lad os kalde hende X. Noget, der vendte op og ned på vores og mit liv. Han var ansat i firmaet, hvor X var medejer.

Min mand begyndte at ændre sig, blev hemmelighedsfuld, skjulte sin telefon og gik aldrig uden den. Han blev længe oppe om aftenen, gik flere ture med hunden, gik i bad 2 gange om dagen, sætte hår inden arbejde (hvilket han aldrig har gjort tidligere), talte hengivent om X og begyndte at deltage i firmaarrangementer. Jeg kunne se og mærke en mand, der ændrede sig for mine øjne, trak sig, og der opstod en afstand mellem os.

Alle disse ændringer gjorde, at jeg kiggede i hans telefon og fandt brudstykker af en sms, hvor de ”savner hinanden”. Han benægtede alt og holdt nu den brudte tillid imod mig. Jeg var skurken, fordi jeg havde brudt vores tillid ved at kigge i hans telefon.

Affæren står på i trekvart år, hvor jeg får det dårligt både fysisk og psykisk. Jeg bliver faktisk en silhuet af mig selv, og jeg tror på alt det, han beskylder mig for af dårligdomme i forholdet.

Mærkeligt nok ville jeg kæmpe for forholdet, savnede ham og havde da også sex flere gange med ham, så utroskaben fortsatte, nu var han bare elskerinden utro.
Efter et par måneder valgte han at give ægteskabet en chance. Jeg troede, jeg fik en mand hjem der ville mig os.

Men jeg fik en hadefuld mand hjem, som var så vred over, at jeg ville give ham en chance. Han opgav ikke kontakten med X. De skrev, ringede sammen flere gange om dagen og sås et par gange i hemmelighed. Men jeg kunne mærke det.
Jeg kiggede igen i telefonen, hvor jeg så beskeder, hvori han skrev til hende, at han aldrig ville opgive tanken om hende: Hun var hans livs kærlighed, han ville leve for, at de kunne finde sammen igen, og han skrev, at han ikke havde følelser for mig.
Igen benægter han og lyver for mig og den parterapeut, vi går hos på det tidspunkt.

På et tidspunkt kommer han hjem og har ’cuttet’ kontakten til X og siger, vi skal være sammen. X har fundet sammen med sin mand igen. Arbejdet med tillid og genopbygning af vores fundament begynder. Vi går til parterapi, PREP mm. (PREP er et kursus for par – red.)
Her er vi i dag i nutiden: Min mand siger nu, at han fortryder utroskaben, og det, den førte med sig. At han elsker mig, og at jeg er den rette for ham.
Jeg har dage, hvor jeg er usandsynligt trist. Dage, hvor jeg kan mærke ’noget’, og så kan der være erindringer om en sms-besked mellem dem. Der er også dage, hvor jeg er glad.

I efteråret gav jeg udtryk for, at jeg ønskede et barn mere. Jeg fik at vide af min mand, at jeg var egoistisk, blåøjet, og at han ikke ønskede flere børn (vi har brug for hjælp til fertilitetsbehandling). Vi ønsker ikke længere det samme for vores familie.

Jeg ser alle de trælse og irriterende ting ved ham. Vi taler ikke ret meget sammen, og jeg oplever, at jeg hele tiden skal forsvare mig. Vi sidder i hver sin ende af sofaen, vi kysser ikke mere (mit valg), har ikke sex mere (sidste gang måtte jeg stoppe, da det føltes helt forkert og over min grænse).

Jeg har lagt meget afstand til ham. Jeg kan ikke længere se ham i øjnene. Der er ikke tosomhed, eller følelsen af at “ville- det-bedste-for-hinanden” – ikke længere. Jeg føler mig ikke længere set og hørt.

Jeg har svært ved at acceptere, at jeg muligvis skal være dén, der er skyld i, at vores børn bliver skilsmissebørn. Jeg husker tydeligt, min datters smerte da vi gik fra hinanden. Han har truet med, at det vil blive grimt, hvis vi skal skilles.

Jeg er begyndt i terapi for mig selv. Jeg ved, genopbygningen af tillid tager tid efter utroskab – men hvor lang tid?

Mange siger: “Nu må du tilgive og komme videre”. Men jeg har det SÅ svært! Jeg vil gerne tilgive, men det er, som om noget modarbejder.
Jeg ved, han siger, at han har fortrudt en masse af de ting, der er sket. Jeg har bare det dér MEN – og jeg føler, det bremser mig i mit liv?! Hvordan kommer jeg videre?
Jeg kan ikke kende den triste pige i spejlet, men jeg ved, det er mig. Hvor er glæden? Hvordan finder jeg den?

Mange hilsner

Silhuetten

Svar: Hvordan tilgiver jeg utroskab – skal vi videre sammen eller hver for sig?

Kære Silhuet.

Tusind tak for dit brev. Jeg læser flere forskellige spørgsmål, problemer og udfordringer ud af din mail. Mit svar er derfor mest af alt en række overvejelser, som jeg vil dele med dig. Og så håber jeg, mine refleksioner kan hjælpe dig til at finde klarhed i den svære situation, du står i.

Godt gået

Så som det første har jeg lyst til at give dig et virtuelt kram og sige: Hvor er det godt gået, at du stadig står på benene, og at du lytter til hende i spejlet – selvom du næsten ikke kan kende hende længere. Du skriver til mig, rækker ud efter hjælp og går i terapi. Alt det fortæller mig, at du stadig har fat i din styrke, og at der er en masse, du ønsker dig her i livet.

Hvad kræver det at ‘hele sårene’ efter utroskab?

Der kan være mange grunde til, at mennesker er utro og indleder en affære. Dem vil jeg ikke begynde at redegøre for her (læs evt. mit tidligere blogindlæg om utroskab). Og jeg er klar over, at jeg udelukkende har situationen beskrevet fra din side.

Men hvis du og din mand vil finde sammen igen efter utroskaben, er der helt forståeligt ‘sår’, der skal heles. Det kræver et stykke arbejde at genopbygge tilliden og trygheden.

Når jeg møder par, der søger hjælp, så spørger jeg altid grundigt ind til, hvad de ønsker sig af forløbet. Hvis jeg sad overfor dig og din mand, ville jeg præsenterer jer for følgende ‘3 veje’ – og mit første råd er, at du tager stilling til, hvilken vej, du ser dig selv på:

  1. Status quo: Er du i tvivl om, hvorvidt du ønsker at være i parforholdet? Er du for kriseramt til at kunne tage en beslutning? Eller bare ikke klar til at gøre noget ved problemerne endnu? I så fald består arbejdet i at afklare tvivlen, mens man ‘står i stormen’. Det hedder tvivlsrådgivning, og er ikke parterapi – læs mere om forskellen på parterapi og tvivlsrådgivning her.
  2. Er du på vej mod et brud? Det kan også være, det, du mærker er, at kærligheden er væk mellem jer. For din mand kan det være, at affæren, forelskelsen og følelserne for den anden person er for svære at glemme. Eller én eller begge af jer har mistet troen på, at jeres savn, behov og længsler kan indfries i parforholdet. Der er ikke længere de kræfter, villighed eller det håb til stede, der skal til for at ‘reparere’ brud og svigt i parforholdet.
  3. Er du villig til et helhjertet parterapeutisk forløb? Til at stille dig sårbar, være ærlig, tage ansvar for egen andel af jeres problemer, afslutte affæren (medmindre I er enige om et åbent forhold) og ikke true med skilsmisse i en given periode?

Når du selv har taget stilling, kan du spørge din mand om det samme – hvis I vil videre sammen, må I være enige om vejen, så I kan trække i samme retning.

Konsekvenserne af din mands utroskab

Men når jeg læser dit brev, har jeg svært ved at se, at I overhovedet har et parforhold – eller at på nogen måde er enige om, hvad I ønsker jer med hinanden. Det lyder heller ikke, som om I er i stand til at tale om det på en konstruktiv måde.

Du skriver, at jeres forskelligheder, affæren og alt, hvad der fulgte efter, har ramt jeres parforhold på en lang række områder, bl.a.:

  • du har lagt afstand til ham
  • du kan ikke længere se ham i øjnene
  • du mærker ikke følelsen af ’tosomhed’ og at ’ville- det-bedste-for-hinanden’
  • du føler dig ikke set og hørt
  • du ønsker et barn til – det gør han ikke

Alt dette har ramt jeres intimitet ved, at din krop siger fra, når I forsøger at have sex eller kysse – det føles forkert og grænseoverskridende.

Pas på dig selv – respektér dine grænser

Jeg kan kun opfordre dig til at lytte til det, din krop fortæller dig. Du får ikke mere lyst til sex ved at gå over dine egne grænser og have sex, der er smertefuld, eller som foregår på måder, du ikke er tryg ved.

Det er helt normalt, at den partner, der er bange for at miste parforholdet efter en affære, kan komme til at strække sig og fx gå med på seksuelle fantasier for at bevare relationen. Særligt hvis den utro part fortæller, at affæren opstod på baggrund af længsler, som ikke har været en del af jeres parforhold. Men det er ikke hjælpsomt eller sundt for dig, og det skaber bare nye sår, der så igen skal heles.

Hvordan træffer du det svære valg?

Helt overordnet lyder det, som om du har svært ved at mærke, hvad der er rigtigt for dig. Det er helt normalt, at det er vanskeligt at orientere sig, når vi er ramt af en krise. Så har vi ikke adgang til de samme ressourcer mentalt, følelsesmæssigt og fysisk som ellers. Jeg synes, det lyder, som om du er rigtig presset:

Du er udmattet, genkender ikke dig selv i spejlet og din krop siger fra. Det er klare signaler om, at du har brug for øjeblikkelig forandring. Så – hånden på hjertet: Hvordan er mulighederne for, at din mand er villig til at:

  • Stille sig nysgerrigt til rådighed i forhold til at forstå, hvordan affæren har ramt dig – og handle på dette
  • Lytte til din smerte og sårede følelser – også selvom det aktiverer hans egne følelser af skyld og skam
  • Tilbyde dig trøst og omsorg
  • Udvise en grad af fortrydelse eller anger, sige undskyld, bede om tilgivelse og forsikre dig om, at det ikke sker igen – alt efter hvad der hjælper jer til at genskabe trygheden i jeres parforhold?

Måske kan I have en samtale med udgangspunkt i de 3 veje eller punkterne ovenfor. For mig at se, er det helt nødvendigt, at I stiller skarpt på, om I vil udvikle parforholdet til det bedre. Eller også skal I fra hinanden, så I ikke slider hinanden op et sted midt imellem.

Hvis samtalen ikke er mulig på egen hånd, kan det være, I igen skal forsøge jer med hjælp fra en parterapeut. I er velkomne hos mig, eller I kan finde en uddannet parterapeut på dkceft.dk eller parterapeuter.dk

Måske kan du eller din mand ad denne vej komme frem til en afklaring af, hvad I ønsker jer – sammen eller hvad for sig.

‘Komme videre’ – hvordan?

Du skriver, du har det dårligt med evt. at være den, der ’vælger at blive skilt’. Og muligvis bliver det dig, der siger endeligt fra overfor jeres parforhold, som det er nu.

Hvis du sammen med din mand, kan svare ja til, at I vil gøre det arbejde, jeg beskriver ovenfor, så har I en chance. Hvis ikke, så er mit råd, at du beslutter dig for at passe på dig selv. Og det kan være, du bedst ‘kommer videre’ ved at afslutte jeres parforhold.

For i min optik er det ikke muligt bare at ’tilgive og komme videre’ – ikke uden at gøre arbejdet. Slet ikke efter så voldsomme svigt, brud og løgne, som du har oplevet med din mand.

Jeg håber, du kan finde mennesker omkring dig, der er i stand til at forstå dette og støtter dig i din beslutning – hvad end du vælger.

Fælles ansvar – om I skal være sammen eller ej

Hvis I vælger at gå fra hinanden, er det altid smerteligt for begge parter og børnene. Men: I har sammen et ansvar for at være gode forældre – også efter et brud. Når din mand truer med, at ’det bliver grimt, hvis I skal skilles’, er det hverken befordrende for at udvikle jeres parforhold eller konstruktivt for et videre samarbejde. Han har ligesom dig et ansvar for at være en god forælder for jeres barn og samarbejdspartner med dig – om I vælger at være i et parforhold eller ej.

Jeg sender mine bedste ønsker til dig og jer.

Bedste hilsner fra

Anja Gundelach Brems ♥ 

Autoriseret psykolog & certificeret parterapeut i emotionsfokuseret parterapi (EFT) – en evidensbaseret metode. Anja er specialiseret i sammenbragte familier, når den ene eller begge har børn fra tidligere. Hvor deleordninger, ekspartnere og børnenes loyalitetsbånd udfordrer jeres håb og drømme for fremtiden.

Anja hjælper par med at opdage og standse negative samspilsmønstre, så I kan fordybe kontakten og forbindelse til hinanden – for det er jer, der skaber rammerne for familiens trivsel.

Psykolog og parterapeut Anja Gundelach Brems

 

Hvad skal der til for at få tilgivelse?

Hvordan får du sagt det lille, men svære ord: Undskyld!

Læs med og få konkrete råd til, hvordan du og din partner kommer jer over svigt og misforståelser

Du ved, du har ret. Du ved også, din partner er skyldig, har fejlet og du ved, at løsningen er, at han/hun ***** tager sig sammen og siger undskyld – NU! Hvor svært kan det være?!

Desværre er det virkelig ikke sådan for din partner. Så luften er tyk, og I længes begge efter fred, nærhed og forsoning. Hvad gør I?

5 modne bananer eller utroskab?

Svigt og tillidsbrud sker i alle parforhold. Men der er stor forskel på den oplevede tyngde af svigtet. Det er åbenlyst, at der er forskel på et fejlindkøb af 5 (over)modne bananer, eller om der er tale om længerevarende utroskab og masser af løgne i kølvandet.

Se med når forsker i undskyldninger og tilgivelse, Harriet Lerner, kaster lys over, hvad modne bananer kan lære os om parforhold og undskyldninger i hendes TedTalk her.

Det akkumulerede svigt

Og så er der fænomenet, som jeg kalder ’det akkumulerede svigt’ . Dér, hvor det er små, hverdagsagtige hændelser, som hver i sær virker lidt fjollede at hidse sig op over eller ‘ikke så slemme’. Derfor er de svære at sige højt eller tage alvorligt både for dig selv og din partner, men effekten over tid skal man ikke undervurdere. Her kommer et par eksempler:

  • Guud, var din mors fødselsdag allerede på lørdag? Ej, hov, jeg skal altså ses med gutterne kl.14, så det er næsten skørt, hvis jeg tager med…
  • Var det min maddag i dag? Nå, men jeg skynder mig hjem og henter take-away på vejen, der går lige lidt før jeg kan køre…”
  • Eller din partner sidder og tjekker mobil, er fraværende og falder til sidst i søvn, når I skulle hygge med en film. Du trisser i stedet lidt småskuffet i seng, mens han/hun snorker på sofaen…

Eller de mere grelle som:

  • at glemme at hente børnene fra daginstitution, så du bliver ringet op, mens du står på arbejdet og skal rykke ud i lynets hast til pinlige optrin og børn, der føler sig overset
  • at brænde en aftale med dig af uden at virke synderligt påvirket efterfølgende, fordi “det kan jo ske…”

(OBS: Her taler vi ikke om de helt grelle som fx utroskab, der er i en kategori for sig selv, rammer de fleste, hvor det gør mest ondt – og tager laaang tid at komme sig over.)

Er jeg vigtig for dig?

Pointen er, at summen af de mange små forglemmelser, svigt eller misforståelser over tid sætter sig som en oplevelse af eller en frygt for at: ”Jeg er nok ikke så vigtig for dig”. Dét gør ondt – og det er dén smertefulde oplevelse, du skal fortælle din partner om. Ellers kan I lynhurtigt fanges i besynderlige diskussioner i retning af:

  • hvorvidt det var så slemt (det kan I jo se meget forskelligt på)
  • om der “skete noget ved det” (igen meget individuelt)
  • hvis skyld det i virkeligheden var, og hvad den anden også har gjort galt tidligere (her fanges I af jeres negativ cyklus – og det fører sjældent noget godt med sig…)

Genkendeligt? Når I rammer jeres negative cyklus misser I muligheden for at dele og lytte til de sårede følelser, én eller begge sidder med. En misforståelse er – meget frustrerende, ja – men også en mulighed for virkelig at lære noget om, hvad der er vigtigt for din partner.

Trænger I til at få ryddet op i dårlig kommunikation, negative mønstre og ømme punkter? Tag med på parforholdskursus 2 lørdage i september – læs mere her: ‘Styrk dit parforhold – mere nærhed, færre skænderier 

Det var da ikke så slemt…?

Det kan være rigtig svært at gennemskue, hvorfor mentalt fravær eller ’en lille ting’ opleves så slemt for dig eller din partner: ”Jeg havde telefonen på lydløs og glemte at tjekke den, det kan da ske. Hvorfor hidse sig sådan op?” På en almindelig onsdag giver det mening at tænke sådan, men hvad hvis det:

  • sker på et sårbart tidspunkt – fx midt i en svær periode på arbejdet, under alvorlig sygdom eller i forbindelse med en anden betydningsfuld hændelse, hvor du virkelig havde brug for din partner?
  • eller hvis du rammer et ømt punkt hos din partner – der måske har talrige oplevelser med fx utilgængelige forældre eller tidligere partneres svigt, løgn eller utroskab med i bagagen?

Når vi rammer hinandens ‘blå mærker’

Når du eller din partner har en udefra set meget kraftig (over)reaktion på en misforståelse mellem jer, er der god mulighed for, at I har ramt et ‘ømt punkt’ hos hinanden. Det kan sammenlignes med et fysisk blåt mærke – det gør simpelthen mere ondt at blive ramt dér, hvor man er øm i forvejen.

Nu er der bare tale om et følelsesmæssigt blåt mærke. Og når din partner rammer dine ømme punkter eller omvendt, er der lagt i skabet til, at det gør særligt ondt: Reaktionen er kraftigere, og smerten er sværere at komme sig over.

Vi kan ikke det samme, når vi er ‘sårede’

Metaforen med det ømme punkt tydeliggør, at du eller din partner ikke kan det samme som vanligt, når I er skadede, sårede eller i smerte. Så hvis din partner virkelig er ‘ramt’, har han/hun ikke de samme kræfter eller det samme overskud som ellers. Det kan være sværere at forstå, når det handler om sårede følelser end om en såret krop.

Men prøv at tænke sådan her på det: Du ville jo aldrig forlange, at nogen skulle gå op til 4. sal med et brækket ben, ville du? Eller højlydt undre dig over, at det brækkede ben stadig gør ondt her et par uger efter? Eller foreslå din partner at ‘slappe lidt af og se at komme videre‘? Eller opmuntre til i stedet at ‘tænke på alt det gode‘ i stedet for kun at sidde og fokusere på det brækkede ben?

For jer begge kan det aktivere følelser af tvivl og opgivelse, når I havner dér, hvor én af jer igen bliver ramt og ‘overreagerer’. Husk at en såkaldt overreaktion er en mulighed for virkelig at være nysgerrig på, hvad det blå mærke handler om. Det kan være oplevelser, der slet ikke handler om dig, men går langt tilbage og handler om svigt fra tidligere. Kan du udholde at være nysgerrig og tålmodig i stedet for at køre op og gå i forsvar?

Hvis det handler om smerte, du har forvoldt – så kræver det, at du er villig til virkelig at lytte til din partner, tage ansvar for dine handlinger og sige undskyld fra hjertet. Du skal kunne udholde ubehag som skyld og skam og at din partner kan have brug for mange forsikringer og undskyldninger.

Og nej, jeg ved det: Du kan ikke lave fortiden om, men I kan sammen gøre meget for at reparere og forsone jer med det, der skete. Her er nogle konkrete tips til hvordan vejen til heling og tilgivelse kan se ud:

Til dig hvis partner har såret dig – hvad kan du selv gøre?

Forbered samtalen og find et passende tidspunkt

  • Sig til din partner, at du har brug for at dele noget svært, som betyder noget for dig.
  • Giv din partner en chance for at vælge et godt tidspunkt, hvor I har lidt ro og kan tale koncentreret. Tip: Det er IKKE 5 minutter, før I skal spise med ungerne. Og heller ikke kl.22.45, når din partner næsten sover…

Hold det simpelt: Brug korte sætninger og et roligt tempo

  • Sig et par relativt korte sætninger og bed din partner gentage, hvad du lige har sagt
  • Hold pauser, træk vejret og tjek ind med hinanden undervejs: Kan du/I stadig lytte og tale roligt, eller er I ved at blive ‘fyldt op’, gå i affekt og forsvar?
  • Hold dig til den konkrete situation – undlad at inddrage 8 andre eksempler på noget, din partner (også) har gjort forkert. Undlad ord som “altid/aldrig” – det er for generaliserende og optrappende.
  • Hjælp dig selv ved ikke at starte samtalen i affekt – træk vejret, ring til en ven/inde og luk luft ud om nødvendigt. Din partner vil typisk gå i forsvar og have svært ved lytte til dig, hvis du taler fra et overophedet nervesystem – det er her, du kommer til at lyde bebrejdende og skræmmer ham/hende væk i stedet.

Brug lagkage-princippet (blødt/hårdt/blødt)

  • Jeg synes, vi normalt er gode til at give hinanden plads til at være sammen med venner (blødt),
  • så jeg blev virkelig ked af det, da du kom for sent hjem i lørdags. Jeg nåede ikke afsted til min middag, fordi jeg måtte blive hjemme og putte ungerne. Jeg blev skuffet og fik den tanke, at jeg slet ikke er vigtig for dig… (hårdt)
  • sådan har jeg ikke lyst til at have det sammen med dig. Og jeg ved, det heller ikke er sådan, du ønsker at være (blødt).”
  • Tal ud fra din følelse – sig: ”Jeg blev vred og skuffet”– ikke: ”Du har virkelig kvajet dig, og det er uacceptabelt for mig.

Til dig hvis partner beder dig om en undskyldning

  • …og dermed fortæller dig, at noget, du har gjort, har såret ham/hende. Her bringer jeg lige en advarsel: Rigtig ofte lyder dette som anklager, beskyldninger og bebrejdelser. Og så er det menneskeligt, at du får lyst til at forsvare dig – men det hjælper jer ikke. Koldt vand i blodet – tryk dig selv på pause og lyt.
  • Prøv at huske dig selv på, at hændelsen var sårende for din partner, fordi du har så stor betydning. Du er så vigtig for din partner, at du er i stand til at såre ham/hende dybt. Svigtet handler mere om din store betydning for din partner end om, at du er utilstrækkelig og har fejlet.

Her er et par tommelfinger-regler for at kunne tage godt imod din sårede partner:

Bevar roen og vær nysgerrig (enig – det er lettere sagt end gjort!)

  • Træk vejret og hold en pause, før du svarer – gentag gerne hvad du hører din partner sige, UDEN at gå i gang med at forklare og forsvare dig – første opgave er at lytte nærværende.
  • Hvis det ikke er muligt (fordi din partner fx taler højt og hurtigt), så bed din partner holde en pause – sig at du gerne vil kunne lytte, men at du bliver overvældet, og at det går for stærkt til, at du kan få det hele med.

(PS. I bunden af blogindlægget kan du skrive dig op til mit nyhedsbrev og modtage min e-bog, hvor der er en mere udførlig guide til at ‘Tale fra hjertet & lytte med nærvær’) 

  • Vær nysgerrig hvis din partners oplevelser er svære at forstå. Sig fx: ”Jeg kan høre, det her virkelig går dig på. Jeg har svært ved at genkende billedet. Kan du give mig et eksempel på, hvornår det skete mellem os?
  • Spørg gerne efter detaljer eller konkrete eksempler (uden at der går retssal og bevisførelse i den). Men det er lettere at lytte til et konkret eksempel (i tirsdags skete x) end til en generalisering (du gør altid/aldrig).
  • Bed evt. din partner sige det, næste gang det sker og lad dem vide, at du vil gøre dit bedste for at ændre det (for det er svært at ændre noget, man ikke kan få øje på).

Lyt til din partners vrede og smerte

  • undlad at hænge dig i detaljer, der ikke helt passer med det, du husker – lige nu besøger du din partners oplevelse af det, der skete
  • Sig det, du trods alt forstår ved din partners oplevelse og følelser: “Jeg kan godt forstå, du blev ked af det, når du oplevede at…og troede, jeg var ligeglad
  • Acceptér at det er din partners oplevelse – selv hvis du ikke husker hændelsen sådan. Det er normalt, at I husker noget forskelligt. Særligt hvis I begge var oppe i det røde felt, da det skete – vi kan ikke det samme, når vi er i smerte og alarmberedskab.
  • Og: Lad for alt i verden være med at sige: ”Jeg forstår dig godt, og jeg skulle helt sikkert ikke have gjort xxx, MEN…” Det er IKKE tid og sted til hvis’er og men’er. Ikke endnu.

Brug procent-reglen – tag ansvar for din egen andel

  • Sig undskyld for den del, du kan være enig i og tage ansvar for (du kan evt. læse mere om procentreglen i et tidligere blogindlæg her)
  • I er to om at skabe den svære situation – både det, der skete OG den svære situation lige nu, hvor I forsøger at tale om det, der skete: Ransag din hjerne for, hvad du (uden at ville det) er kommet til at gøre, der har bidraget til, at din partner er såret og ked af det. Eller hvad du kan gøre netop nu for at gøre samtalen mere konstruktiv.

Et eksempel: Det kan være, din partner har svigtet dig mange gange, før du trak dig og afviste sex. Så du er forståeligt vred og skuffet over alt det, der gik forud, og du har ikke lyst til at undskylde for din manglende lyst. Det er meget forståeligt, og det skal du heller ikke!

Men se, om det er muligt at lade din partner vide, at du er ked af, at du har været så afvisende, og at du godt kan forstå, det har været hårdt for hans/hendes selvtillid at blive afvist igen og igen.

På denne måde gør du ikke din partner forkert, og I skal ikke debattere, hvis virkelighed er mest rigtig og rimelig. Og når din partner mærker, at du tager hans/hendes oplevelse alvorligt, har du større chance for, at din partner efterfølgende kan give plads til at lytte til dine svære oplevelser.

Du kan ikke kræve tilgivelse eller undskyldninger

Og så husk lige – tilgivelse er ikke en belønning for en undskyldning. Det er heller ikke noget, du kan kræve eller fremskynde (altså – det kan du godt, men effekten er med garanti ikke, hvad du håbede).

På samme måde kan du heller ikke kræve en undskyldning – i så fald lander den alligevel ikke som den lindring og forsoning, du sådan ønskede dig.

Tilgivelse ta’r tid

Tilgivelse er ikke en begivenhed – det er en proces. Og den er svær at udholde for jer begge.

Hvis du har såret din partner, så minder din partners smerte og tårer dig forståeligt nok om dine fejltagelser, din skyld og skam. Du kommer nemt til at gå i forsvar, og så er det svært at vise ham/hende den omsorg, der sådan ville hjælpe jer begge.

Taler vi fx om utroskab eller andre alvorlige brud på tilliden i jeres forhold, kan det tage lang tid eller er i værste fald umuligt at reparere og genopbygge trygheden – også selvom din eller din partners undskyldning er oprigtig og dybfølt.

1-2-3-tillid?

Tillid efter svigt handler om at skabe gentagne nye og trygge erfaringer med hinanden. Forvent at det tager tid, og lad din partner vide, at du er optaget af vejen mod et bedre og mere tillidsfuldt forhold.

Når du viser din partner, at du er tilgængelig i samtalen HER-og-NU, er du aktivt med til skabe en ny og tryg erfaring, som med tiden kan lindre smerten og reparere båndet mellem jer.

Indlægget er skrevet af Anja Gundelach Brems ♥ 

Anja er autoriseret psykolog & certificeret parterapeut i emotionsfokuseret parterapi (EFT) – en evidensbaseret metode. Anja er specialiseret i sammenbragte familier, når den ene eller begge har børn fra tidligere. Hvor deleordninger, ekspartnere og børnenes loyalitetsbånd udfordrer jeres håb og drømme for fremtiden.

Anja hjælper par med at opdage og standse negative samspilsmønstre, så I kan fordybe kontakten og forbindelse til hinanden – for det er jer, der skaber rammerne for familiens trivsel.

Psykolog og parterapeut Anja Gundelach Brems

Nysgerrig? Inspireret?

Trænger I til at få ryddet op i dårlig kommunikation, negative mønstre og ømme punkter? 

Nysgerrig på hvad emotionsfokuseret parterapi kan gøre for dig og din partner? Læs mere her

Brug for et serviceeftersyn? Læs om hvad korttids-interventionen Par-tjek kan gøre for jer.

Kontakt mig: Du er altid velkommen til uforpligtende at kontakte mig for nærmere info på anja@livs-vaerk.dk eller 61609276.

Skriv dig gerne op til mit nyhedsbrev i boksen herunder og følg med, når der er nyt på bloggen, kurser og tilbud til par og sammenbragte familier.

 

 

 

 

 

 

 

Der er utroskab, der besegler, at forholdet er dødt. Hvor kærligheden er væk, og affæren blot er dødsstødet eller det synlige ’bevis’ på, at det er slut.

Men mange par ønsker at genfinde hinanden, tilliden og nærheden efter utroskab.

I dette blogindlæg kan du læse, hvad der kan ligge til grund for affærer. Og hvordan I finder hinanden – hvis det er dét, I ønsker.

Tillidsbrud og vrede

Når utroskab kommer frem i lyset, slår det skår i tilliden og rammer parforholdet på det mest sårbare sted – den trygge tilknytning: Kan jeg regne med dig? Er du der for mig?
Affæren rammer både nutiden, synet på fortiden og skaber frygt for fremtiden:

Så dengang, jeg troede, vi var på kærlighedsferie, havde du kontakt til ham? Hvis du løj om det, hvad har du så ellers løjet om? Hvem er du egentlig? Og hvordan skal jeg nogensinde kunne stole på dig igen?
Og det rammer helt forståeligt partnerens selvværd: ”Hvad var det, jeg ikke kunne give dig?” som er en udbredt idé om, hvorfor vi indleder affærer.

Dette indlæg vil vise, at der måske nok, var noget, vi savnede – men samtalen om, hvem eller hvad kan være overraskende. (Psst! Alle ‘cases’ i indlægget er opdigtede, men afspejler temaer jeg møder i min praksis).

Ja, jeg var utro – men jeg savnede dig!

Parret overfor mig vender demonstrativt væk fra hinanden. Han ser plaget ud og ligner én, der helst vil forsvinde. Hun græder ikke længere; hun er ved at opgive, siger hun.
Det er her, han pludselig ’vågner’: ”Opgive?” siger han med noget, der ligner vrede eller foragt; ”ja, den følelse kender jeg. Det var præcis sådan, jeg havde det, da jeg indledte affæren!”.

Han fortæller, hvor meget han savnede hende efter deres yngste barns fødsel. Hvor alene, han følte sig, og hvor ondt det gjorde at blive mødt af hendes afvisninger.
På en bagvendt måde føler han sig svigtet af hende – derfor vreden. Og han er ikke i stand til at møde sin partner i den smerte, affæren har forvoldt hende, så vi har et stykke vej endnu.

Par, der bakser med eftervirkninger af utroskab, er ofte et sted i denne proces. De ramler sammen i negativ cyklus og kan ikke rumme hinandens behov og følelser. Fordi partnerens smerte aktiverer egen skyld, dårlig samvittighed, vrede eller utilstrækkelighed.

Hvorfor er så mange mennesker utro?

For nogle er affæren deres ’bedste bud’ på få nogle behov mødt, som ellers virker umulige at række ud efter hos partneren. Det behøver ikke at være seksuelle lyster (som vi ofte forestiller os) men kan i lige så høj grad være intimitet på andre planer.

Én at være sårbar sammen med, søge støtte hos, dele noget fortroligt med, som man af én eller anden grund ikke tør vende sig mod sin partner og udtrykke.
Det kan være, man helt har opgivet håbet om, at disse behov kan opfyldes. Man kan være i tvivl, om partneren ville lytte, hvis man prøvede.

Måske har man ikke mange erfaringer med at række ud, og det virker derfor risikofyldt at vove pelsen.
Det kan også være, éns partner tidligere har afvist én – og siden turde man aldrig igen. Og så mødte man ham eller hende, man indledte affæren med. Som lyttede, støttede, tændte på én – lige dér hvor man sådan længtes efter det.

Hvad tænder danskerne på? Læs verdens største befolkningsundersøgelse om seksualitet (og utroskab) her

Hvorfor rækker man ud efter affæren – i stedet for partneren?

Det er en smertefuld og sårbar rejse at begynde at pakke længslerne ud. Den utro part fortæller måske om talrige forsøg på at gøre det tydeligt for partneren, at de længtes efter sex, nærhed eller intimitet på andre planer.
Om at blive skuffet eller føle sig latterliggjort over at fortælle om behov, drømme eller fantasier. Måske i en presset periode med arbejde eller sygdom og konflikter. Hvor ønsket om nærhed eller sex for partneren har lydt som pres og uoverstigelige krav – ikke som et savn eller en kærlighedserklæring.

Trænger I til at få talt om det vigtige? Jeg tilbyder Par-tjek, som er en mulighed for gennem 2 samtaler at fokusere på jeres styrker – og på hvad det handler om, når det bliver svært mellem jer.  

Det er ikke dig – det er mig

I et andet par er manden overfor mig martret af vrede, mindreværd og ydmygelse: ”Hvad havde han, som jeg ikke kunne give dig?” spørger han indædt. For kvinden, der har været utro, opleves situationen anderledes.
Kvinden oplever, at kærligheden til partneren er intakt. Dybest set handlede hendes affære og mødet med ‘den anden‘ lige så meget om et møde med sit ‘andet jeg‘. Hendes drømme om, hvem hun vil være – selv og sammen med sin partner. Og disse ønsker er de samme nu som før affæren – ligesom hendes følelser for sin mand.

Det er altså ofte sider hos én selv, man savner, som affæren vækker til live. Det eventyrlystne, at gribe ud efter livet, at noget igen er nyt, uprøvet, at opleve sig selv livfuld, sprudlende – at vove pelsen, selvom det føles farligt eller risikofyldt.

Hør Esther Perel fortælle mere om dette i sin TedTalk ‘Rethinking infidelity‘ her’ eller i bogen Hvad utroskab kan lære os om kærlighed’ . (Fås på engelsk her)

Paradoksalt nok kan det føles lettere at bede et nyt bekendtskab (altså affæren) om noget sårbart, man længes efter. Fordi smerten ved en evt. afvisning gør mindre ondt, end risikoen for at se sin elskede partner rulle med øjnene og sige: ”Hvad tror du selv?

På den måde er begge parter i smerte efter en affære – men med meget forskellige udgangspunkter for at kunne lytte til hinandens smertehistorier. Så nu har vi eksplosiv cocktail af skyld, skam, vrede samt omverdenens (og egne) moralske domme over: ”Hvad man da bare skal gøre, hvis éns partner har været utro”, ”én gang utro, altid utro” osv.

Det kan være en kæmpe støtte, hvis I begge kan trække på jeres netværk. Men: Lad dine venner eller familie vide, hvad du har brug for støtte til – og tak nej til andres domme over jeres handlinger og valg om at blive sammen eller gå fra hinanden.

Er der en vej efter utroskab?

Så – er der håb efter affæren? Og hvis ja, hvordan genskaber I tilliden og nærheden i parforholdet?
For den ‘utro part’ indebærer processen bl.a. at arbejde med følgende spørgsmål:

  • Er du villig til at være åben og lyttende i forhold til, hvordan affæren har ramt og såret din partner – også selvom det vækker ubehag, og du får lyst til at flygte?
  • Kan du udholde og rumme din egen skyld, skam, og dårlige samvittighed i stedet for at gå i forsvar?
  • Vil du arbejde med den del af dig, der fremover skal turde række ud efter din partners hånd – og ikke ud af relationen?
  • Hvad kan du gøre for at forsikre din partner om, at du er her nu og vil jeres forhold?

For den ‘bedragede part’ handler det bl.a. om spørgsmål som:

  • Er du villig til at dele dine sårede følelser og den måde, affæren har ramt dig?
  • Hvordan kan du sige ja til din partner og forholdet, hvis du ønsker det – og samtidig sætte sunde grænser (af frygt for ny utroskab kan man komme til at gå over egne grænser for at ’holde på’ partneren)?
  • Hvad har – uden du ønskede det – været din andel i, at I mistede nærhed og kontakt?
  • Er der noget, du savner i jeres relation (som du måske også savnede før affæren), som du vil bede din partner om? Trøst, omsorg og bekræftelse på kort sigt og måske noget andet på den lange bane?

Hvis/når den utro part er i stand til at:

  • Rumme sin partners sårede følelser og vrede
  • Tage ansvar for og anerkende, at affæren ramte partneren
  • Være forudsigelig og tryghedsskabende
  • Forsikre sin partner om, at man vil relationen og acceptere, at tillid kræver gentagne nye erfaringer, reparationer og forsikringer

Ja, så er der gode muligheder for, at I sammen kan få øje på de underliggende behov og længsler, der ofte gemmer sig i skyggerne af affæren. Og så er I på vej videre – sammen.

Nysgerrig på hvad et terapiforløb kan gøre for jeres parforhold? Se mere her eller læs om, hvad andre har fået ud af forløb hos mig her

Du er også velkommen til at skrive dig op til mit nyhedsbrev eller følge mig på Facebook eller Instagram.

Del gerne blogindlægget eller skriv en kommentar!

Jeg hører også gerne fra dig, hvis du har spørgsmål eller uforpligtende ønsker at høre nærmere om, hvad jeg tilbyder.

Jeg kan kontaktes via kontaktformularen nederst på siden eller via

mail: anja@livs-vaerk tlf.: 61609276