Indlæg

Hvis du oplever problemer med bonusbørn, er du ikke alene. Årsagerne og løsningerne er dog ikke altid det, du tror.

Det er ikke unormalt, at der i en sammenbragt familie kan være spændinger med bonusbørnene, og måske endda relationer, der bliver sat hårdt på prøve.

Tit får vi ikke grebet disse spændinger rigtigt an. Vi kommer nemlig hurtigt til at fokusere mere på problemet end på årsagerne til problemet.

Men lad mig fortælle dig noget.

Når noget er galt i relationen mellem dig og dit bonusbarn, peger det på et uløst problem mellem dig og din partner.

Tyg lige lidt på den.

En provokerende påstand? Det er også meningen. For når du eller din partner bebrejder børnene, taber I alle.

Problemer med bonusbørn er reelle og virkelige

Problemet og lidelsen omkring børnene og det, der ikke fungerer, bliver hverken mere eller mindre virkeligt eller smertefuldt.

Men det er en anden måde at anskue hele situationen på, end ved at ende i den konklusion, mange af os desværre havner i, nemlig at:

Der er noget galt med barnet.

Når vi havner i den konklusion, går vi rundt og bliver mere og mere irriterede på barnet. Eller på vores partner – som tydeligvis ikke ser det samme, som vi gør. Det kan vise sig som tanker om barnet i retning af:

Det er for uopdragent.

Umodent.

Forkælet.

Utaknemmeligt.

Hensynsløst.

Genkendeligt? 

Barnet må simpelthen lære nogle manerer.

Tage sig sammen.

Finde ud af, at der også er andre mennesker, der har lov til at være her. 

Problemer med bonusbørn skaber negative tanker – om barnet og din partner

Kender du de tanker? Så mærk lige efter: Hvilke følelser mærker du egentlig, mens du tænker sådan?

Mit gæt er, at det ikke føles godt. Det er ikke et rart sted at være, når vi tænker sådan, om vores partners barn eller børn.

Rollen som bonusforælder er svær at finde hoved og hale i – læs mere i mit tidligere blogindlæg her

Problemer med bonusbørn føles som en knude i maven

De mennesker jeg taler med, beskriver følelsen som:

  • En knude i maven
  • Afmagt
  • Som at løbe hovedet mod en mur
  • Slå i en dyne
  • Være tilskuer eller gæst i eget liv
  • Frygt for om parforholdet kan holde: “Hvis ikke det hér bliver anderledes, så…

Altsammen tanker der er stressende og aktiverende.

Når dine følelser kommer ud som vrede og irritation

Følelserne fylder, og de ender tit med at komme ud som irritation eller vrede. Det kan være i form af irettesættelser og formaninger overfor barnet, eller i skænderier og opgør.

Men det kan også være, at følelserne i stedet kommer imellem dig og din partner.

I jeres forsøg på at få kontakt og få talt om det, der er så vigtigt for jer, får I i stedet optrappet og aktiveret jeres negative konfliktmønster.

Læs mere om negative konfliktmønstre i mit tidligere blogindlæg her

Negative cyklus tager jer væk fra hinanden

Når I to havner i negativ cyklus, mister I kontakt og kapres af svære følelser.

Det kan føles som at være i alarmberedskab. I reagerer typisk ved at den ene “kæmper” for kontakt ved at bebrejde og kritisere.

Mens den anden “flygter” ved at forsvinde mentalt, følelsesmæssigt eller simpelthen ved at gå fra situationen.

Summasumarum: I havner på hver jeres ø og føler jer ensomme. Og problemerne med jeres børn og bonusbørn blev ikke løst.

Problemer med bonusbørn kan få jer til at polarisere

Du begynder måske at anklage din partner for ikke at opdrage godt (læs: strengt) nok. Eller du understreger, at når I får fælles børn, skal tingene gøres anderledes.

Det kan føles truende for din partner, der nu bliver endnu mere eftergivende overfor egne børn. Og der kan opstå opdelinger af familien (mig og mine børn vs. dig og dine børn), alliancer og en slags kamp om, hvis regler er bedst og rigtigst.

Svært at finde fælles fodslag

Hvis I allerede har fælles børn, mærker du måske en sorg over, at forholdet og opdragelsen åbenlyst er anderledes overfor dem.

Du hører måske dig selv klage din nød til veninder, venner, kolleger, i Facebook-grupper for bonusforældre og sammenbragte familier.

Det virker håbløst og uløseligt. Og nedenunder dette mærker du måske:

Alene og ensom.

Sorgfuld.

Skuffet. Og måske den værste af dem alle: Som helt, helt ubetydelig for den, der er så vigtig for dig – din partner.

Dine følelser er IKKE forkerte

Jeg kommer ikke til at fortælle dig, at dine følelser er forkerte. Som i – aldrig. For det er følelser ikke. Og det løser ikke noget at lægge låg på og håbe det bliver bedre, hvis du lige sluger en kamel mere.

Men dine eller andres følelser, og de konklusioner de svære følelser fører til, er ikke nødvendigvis et godt spejlbillede af virkeligheden eller “sandheden”.

Svære følelser er budbringere om, at her er noget, I skal tage hånd om. Ikke budbringere om, at nogen er forkerte.

Så jeg kommer til at rette dit og jeres blik et andet sted hen end mod børnene.

For dine oplevede problemer er helt reelle. Og dine svære følelser, som problemerne afføder er også reelle.

Problemer med bonusbørn løses ikke med gode intentioner

Det er ikke noget, du bilder dig ind og ikke noget, andre, normale og mere velfungerende mennesker bare finder ud af og lever med.

Det er normalt at opleve uoverensstemmelser og værdisammenstød, når man lever i en sammenbragt familie. Det kræver et reelt stykke arbejde.

Men de konklusioner og løsninger du sidder tilbage med (fx noget i stil med at børnene er forkerte og uopdragne), vil jeg råde dig og jer til at tænke over mere end én ekstra gang.

Læs mere om sammenbragte familier i Dr. Patricia Papernows bøger. 

De gode nyheder om problemer med bonusbørn

Den gode nyhed er, at du og din partner kan gøre noget, der hjælper. For det er jer, de voksne, der kan gøre noget for at forandre situationen – så I skal gang; også selvom det ikke altid vil være lige let.

Den anden gode nyhed er, at I aldrig ville hidse jer sådan op over problemerne, hvis ikke I var meget vigtige for hinanden.

Problemer med mine, dine eller vores børn føles ofte som truende eller en potentiel deal-breaker, og derfor bliver I så hurtigt aktiverede.

Mit bedste råd er, at I ser det som en mulighed for at stå stærkere sammen som par og få udfoldet samtalen om, hvad I vil sammen so sammenbragt familie.

Den svære (og vigtige!) samtale

Så I skal i gang med at tale sammen om det, der er så betydningsfuldt og svært.

De følelser, der kan virke forbudte og tabuiserede, fordi det handler om hinandens børn – men ikke desto mindre følelser, der er ægte, der fylder og som kan spærre vejen for, at det bliver bedre.

Udover tid til at tale sammen – kræver det også disse 3 ingredienser. Fra jer begge, vel at mærke:

1) Læg bebrejdelserne på hylden

Det kan være svært ikke at synes, det er din partner, der er gal på den, hvis han/hun ikke oplever det samme, som du gør.

Men den tilgang må du lægge på hylden, hvis I skal have jer en ordentlig samtale.

Hver jeres oplevelse af situationen kan sagtens være meget forskellig.

Og der er ikke noget facit på, hvordan det er mest rigtigt at opleve virkeligheden. Så vær lydhør og øv jer sammen i at se situationen fra den andens side.

Én måde at træne det er, at I begge starter jeres sætning med at sige, hvad du FORSTÅR ved det, din partner lige har delt om det, vedkommende oplever.

2) Husk jeres fælles mål

Jeres samtale handler ikke om, hvem der har ret og hvem, der tager fejl.

Den handler om at få både parforholdet og den sammenbragte familie til at fungere – på trods af, at der kan være uenigheder og forskelle imellem jer.

Så hold øjnene på bolden. Det er jer, der er de voksne og jer to, der skal få det til at fungere for alle i familien.

Børnene har ikke valgt hverken brud, skilsmisse eller din nye partner. Så det er jeres opgave at gøre det til noget, børnene får lyst til at engagere sig i.

3) Anerkend, at I begge er på usikker grund

Husk at I begge vil det bedste for jeres parforhold og for familien, men at I begge er ude på usikker grund.

I har muligvis ikke prøvet konstellationen sammenbragt familie før. Der er mange behov, perspektiver og følelser, der skal tænkes ind og tages højde for – også aspekter, som ingen af jer var forberedte på.

Det er i udpræget grad en øvelse i at lægge stenene, mens I går.

Anerkend, at I begge leder efter en god løsning, også selvom I måske ikke er enige om, hvordan den skal udspille sig, og lige nu slet ikke kan se vejen.

Du og din partner skal være et stærkt hold

Netop derfor har I sådan brug for hinanden – husk at sige det højt. Mind hinanden om, at I ønsker jer at være sammen og at I begge har intentioner om, at det skal lykkes.

Nysgerrig eller inspireret?

Hvis du har brug for en håndsrækning til jeres samtaler om problemer med bonusbørn, har jeg udviklet e-guiden Styrk dit parforhold i din sammenbragte familie.

Den kan downloades på min hjemmeside via linket her.

Du er selvfølgelig også altid velkommen til at kontakte mig på 61609276 eller anja@livs-vaerk.dk – det er gratis og uforpligtende.

Bedste hilsner fra

Anja Gundelach Brems

Psykolog og parterapeut Anja Gundelach Brems

Autoriseret psykolog & certificeret parterapeut i emotionsfokuseret parterapi (EFT) – en evidensbaseret metode.

Anja er specialiseret i sammenbragte familier, når den ene eller begge har børn fra tidligere.

Hvor deleordninger, ekspartnere og børnenes loyalitetsbånd udfordrer jeres håb og drømme for fremtiden.

Anja hjælper par med at opdage og standse negative samspilsmønstre, så I kan fordybe kontakten og forbindelse til hinanden – for det er jer, der skaber rammerne for familiens trivsel.

Du kan også skrive dig op til mit nyhedsbrev og downloade min e-bog med 3 øvelser til mere nærhed og færre skænderier. Klik på linket, brug formularen i bunden af siden eller pop-up boksen. 

 

 

Negativ cyklus

Hvordan tilgiver jeg utroskab – skal vi videre sammen eller hver for sig?

Brevet fra Silhuetten er redigeret/forkortet (red.) 

Kære Anja.
Jeg håber sådan, du kan give mig et råd eller to.
Jeg er 36, mor til 2 (11& 5) og gift. Vi har været sammen i 21 år og mødtes, da vi var unge. Vi har altid været meget forskellige, og det har vist sig i forholdet. Jeg har tidligere haft en fødselsdepression med vores yngste, som jeg gik med i 9 mdr., inden jeg kom i behandling.

For 3,5 år siden havde min mand en affære med vores datters venindes mor, lad os kalde hende X. Noget, der vendte op og ned på vores og mit liv. Han var ansat i firmaet, hvor X var medejer.

Min mand begyndte at ændre sig, blev hemmelighedsfuld, skjulte sin telefon og gik aldrig uden den. Han blev længe oppe om aftenen, gik flere ture med hunden, gik i bad 2 gange om dagen, sætte hår inden arbejde (hvilket han aldrig har gjort tidligere), talte hengivent om X og begyndte at deltage i firmaarrangementer. Jeg kunne se og mærke en mand, der ændrede sig for mine øjne, trak sig, og der opstod en afstand mellem os.

Alle disse ændringer gjorde, at jeg kiggede i hans telefon og fandt brudstykker af en sms, hvor de ”savner hinanden”. Han benægtede alt og holdt nu den brudte tillid imod mig. Jeg var skurken, fordi jeg havde brudt vores tillid ved at kigge i hans telefon.

Affæren står på i trekvart år, hvor jeg får det dårligt både fysisk og psykisk. Jeg bliver faktisk en silhuet af mig selv, og jeg tror på alt det, han beskylder mig for af dårligdomme i forholdet.

Mærkeligt nok ville jeg kæmpe for forholdet, savnede ham og havde da også sex flere gange med ham, så utroskaben fortsatte, nu var han bare elskerinden utro.
Efter et par måneder valgte han at give ægteskabet en chance. Jeg troede, jeg fik en mand hjem der ville mig os.

Men jeg fik en hadefuld mand hjem, som var så vred over, at jeg ville give ham en chance. Han opgav ikke kontakten med X. De skrev, ringede sammen flere gange om dagen og sås et par gange i hemmelighed. Men jeg kunne mærke det.
Jeg kiggede igen i telefonen, hvor jeg så beskeder, hvori han skrev til hende, at han aldrig ville opgive tanken om hende: Hun var hans livs kærlighed, han ville leve for, at de kunne finde sammen igen, og han skrev, at han ikke havde følelser for mig.
Igen benægter han og lyver for mig og den parterapeut, vi går hos på det tidspunkt.

På et tidspunkt kommer han hjem og har ’cuttet’ kontakten til X og siger, vi skal være sammen. X har fundet sammen med sin mand igen. Arbejdet med tillid og genopbygning af vores fundament begynder. Vi går til parterapi, PREP mm. (PREP er et kursus for par – red.)
Her er vi i dag i nutiden: Min mand siger nu, at han fortryder utroskaben, og det, den førte med sig. At han elsker mig, og at jeg er den rette for ham.
Jeg har dage, hvor jeg er usandsynligt trist. Dage, hvor jeg kan mærke ’noget’, og så kan der være erindringer om en sms-besked mellem dem. Der er også dage, hvor jeg er glad.

I efteråret gav jeg udtryk for, at jeg ønskede et barn mere. Jeg fik at vide af min mand, at jeg var egoistisk, blåøjet, og at han ikke ønskede flere børn (vi har brug for hjælp til fertilitetsbehandling). Vi ønsker ikke længere det samme for vores familie.

Jeg ser alle de trælse og irriterende ting ved ham. Vi taler ikke ret meget sammen, og jeg oplever, at jeg hele tiden skal forsvare mig. Vi sidder i hver sin ende af sofaen, vi kysser ikke mere (mit valg), har ikke sex mere (sidste gang måtte jeg stoppe, da det føltes helt forkert og over min grænse).

Jeg har lagt meget afstand til ham. Jeg kan ikke længere se ham i øjnene. Der er ikke tosomhed, eller følelsen af at “ville- det-bedste-for-hinanden” – ikke længere. Jeg føler mig ikke længere set og hørt.

Jeg har svært ved at acceptere, at jeg muligvis skal være dén, der er skyld i, at vores børn bliver skilsmissebørn. Jeg husker tydeligt, min datters smerte da vi gik fra hinanden. Han har truet med, at det vil blive grimt, hvis vi skal skilles.

Jeg er begyndt i terapi for mig selv. Jeg ved, genopbygningen af tillid tager tid efter utroskab – men hvor lang tid?

Mange siger: “Nu må du tilgive og komme videre”. Men jeg har det SÅ svært! Jeg vil gerne tilgive, men det er, som om noget modarbejder.
Jeg ved, han siger, at han har fortrudt en masse af de ting, der er sket. Jeg har bare det dér MEN – og jeg føler, det bremser mig i mit liv?! Hvordan kommer jeg videre?
Jeg kan ikke kende den triste pige i spejlet, men jeg ved, det er mig. Hvor er glæden? Hvordan finder jeg den?

Mange hilsner

Silhuetten

Svar: Hvordan tilgiver jeg utroskab – skal vi videre sammen eller hver for sig?

Kære Silhuet.

Tusind tak for dit brev. Jeg læser flere forskellige spørgsmål, problemer og udfordringer ud af din mail. Mit svar er derfor mest af alt en række overvejelser, som jeg vil dele med dig. Og så håber jeg, mine refleksioner kan hjælpe dig til at finde klarhed i den svære situation, du står i.

Godt gået

Så som det første har jeg lyst til at give dig et virtuelt kram og sige: Hvor er det godt gået, at du stadig står på benene, og at du lytter til hende i spejlet – selvom du næsten ikke kan kende hende længere. Du skriver til mig, rækker ud efter hjælp og går i terapi. Alt det fortæller mig, at du stadig har fat i din styrke, og at der er en masse, du ønsker dig her i livet.

Hvad kræver det at ‘hele sårene’ efter utroskab?

Der kan være mange grunde til, at mennesker er utro og indleder en affære. Dem vil jeg ikke begynde at redegøre for her (læs evt. mit tidligere blogindlæg om utroskab). Og jeg er klar over, at jeg udelukkende har situationen beskrevet fra din side.

Men hvis du og din mand vil finde sammen igen efter utroskaben, er der helt forståeligt ‘sår’, der skal heles. Det kræver et stykke arbejde at genopbygge tilliden og trygheden.

Når jeg møder par, der søger hjælp, så spørger jeg altid grundigt ind til, hvad de ønsker sig af forløbet. Hvis jeg sad overfor dig og din mand, ville jeg præsenterer jer for følgende ‘3 veje’ – og mit første råd er, at du tager stilling til, hvilken vej, du ser dig selv på:

  1. Status quo: Er du i tvivl om, hvorvidt du ønsker at være i parforholdet? Er du for kriseramt til at kunne tage en beslutning? Eller bare ikke klar til at gøre noget ved problemerne endnu? I så fald består arbejdet i at afklare tvivlen, mens man ‘står i stormen’. Det hedder tvivlsrådgivning, og er ikke parterapi – læs mere om forskellen på parterapi og tvivlsrådgivning her.
  2. Er du på vej mod et brud? Det kan også være, det, du mærker er, at kærligheden er væk mellem jer. For din mand kan det være, at affæren, forelskelsen og følelserne for den anden person er for svære at glemme. Eller én eller begge af jer har mistet troen på, at jeres savn, behov og længsler kan indfries i parforholdet. Der er ikke længere de kræfter, villighed eller det håb til stede, der skal til for at ‘reparere’ brud og svigt i parforholdet.
  3. Er du villig til et helhjertet parterapeutisk forløb? Til at stille dig sårbar, være ærlig, tage ansvar for egen andel af jeres problemer, afslutte affæren (medmindre I er enige om et åbent forhold) og ikke true med skilsmisse i en given periode?

Når du selv har taget stilling, kan du spørge din mand om det samme – hvis I vil videre sammen, må I være enige om vejen, så I kan trække i samme retning.

Konsekvenserne af din mands utroskab

Men når jeg læser dit brev, har jeg svært ved at se, at I overhovedet har et parforhold – eller at på nogen måde er enige om, hvad I ønsker jer med hinanden. Det lyder heller ikke, som om I er i stand til at tale om det på en konstruktiv måde.

Du skriver, at jeres forskelligheder, affæren og alt, hvad der fulgte efter, har ramt jeres parforhold på en lang række områder, bl.a.:

  • du har lagt afstand til ham
  • du kan ikke længere se ham i øjnene
  • du mærker ikke følelsen af ’tosomhed’ og at ’ville- det-bedste-for-hinanden’
  • du føler dig ikke set og hørt
  • du ønsker et barn til – det gør han ikke

Alt dette har ramt jeres intimitet ved, at din krop siger fra, når I forsøger at have sex eller kysse – det føles forkert og grænseoverskridende.

Pas på dig selv – respektér dine grænser

Jeg kan kun opfordre dig til at lytte til det, din krop fortæller dig. Du får ikke mere lyst til sex ved at gå over dine egne grænser og have sex, der er smertefuld, eller som foregår på måder, du ikke er tryg ved.

Det er helt normalt, at den partner, der er bange for at miste parforholdet efter en affære, kan komme til at strække sig og fx gå med på seksuelle fantasier for at bevare relationen. Særligt hvis den utro part fortæller, at affæren opstod på baggrund af længsler, som ikke har været en del af jeres parforhold. Men det er ikke hjælpsomt eller sundt for dig, og det skaber bare nye sår, der så igen skal heles.

Hvordan træffer du det svære valg?

Helt overordnet lyder det, som om du har svært ved at mærke, hvad der er rigtigt for dig. Det er helt normalt, at det er vanskeligt at orientere sig, når vi er ramt af en krise. Så har vi ikke adgang til de samme ressourcer mentalt, følelsesmæssigt og fysisk som ellers. Jeg synes, det lyder, som om du er rigtig presset:

Du er udmattet, genkender ikke dig selv i spejlet og din krop siger fra. Det er klare signaler om, at du har brug for øjeblikkelig forandring. Så – hånden på hjertet: Hvordan er mulighederne for, at din mand er villig til at:

  • Stille sig nysgerrigt til rådighed i forhold til at forstå, hvordan affæren har ramt dig – og handle på dette
  • Lytte til din smerte og sårede følelser – også selvom det aktiverer hans egne følelser af skyld og skam
  • Tilbyde dig trøst og omsorg
  • Udvise en grad af fortrydelse eller anger, sige undskyld, bede om tilgivelse og forsikre dig om, at det ikke sker igen – alt efter hvad der hjælper jer til at genskabe trygheden i jeres parforhold?

Måske kan I have en samtale med udgangspunkt i de 3 veje eller punkterne ovenfor. For mig at se, er det helt nødvendigt, at I stiller skarpt på, om I vil udvikle parforholdet til det bedre. Eller også skal I fra hinanden, så I ikke slider hinanden op et sted midt imellem.

Hvis samtalen ikke er mulig på egen hånd, kan det være, I igen skal forsøge jer med hjælp fra en parterapeut. I er velkomne hos mig, eller I kan finde en uddannet parterapeut på dkceft.dk eller parterapeuter.dk

Måske kan du eller din mand ad denne vej komme frem til en afklaring af, hvad I ønsker jer – sammen eller hvad for sig.

‘Komme videre’ – hvordan?

Du skriver, du har det dårligt med evt. at være den, der ’vælger at blive skilt’. Og muligvis bliver det dig, der siger endeligt fra overfor jeres parforhold, som det er nu.

Hvis du sammen med din mand, kan svare ja til, at I vil gøre det arbejde, jeg beskriver ovenfor, så har I en chance. Hvis ikke, så er mit råd, at du beslutter dig for at passe på dig selv. Og det kan være, du bedst ‘kommer videre’ ved at afslutte jeres parforhold.

For i min optik er det ikke muligt bare at ’tilgive og komme videre’ – ikke uden at gøre arbejdet. Slet ikke efter så voldsomme svigt, brud og løgne, som du har oplevet med din mand.

Jeg håber, du kan finde mennesker omkring dig, der er i stand til at forstå dette og støtter dig i din beslutning – hvad end du vælger.

Fælles ansvar – om I skal være sammen eller ej

Hvis I vælger at gå fra hinanden, er det altid smerteligt for begge parter og børnene. Men: I har sammen et ansvar for at være gode forældre – også efter et brud. Når din mand truer med, at ’det bliver grimt, hvis I skal skilles’, er det hverken befordrende for at udvikle jeres parforhold eller konstruktivt for et videre samarbejde. Han har ligesom dig et ansvar for at være en god forælder for jeres barn og samarbejdspartner med dig – om I vælger at være i et parforhold eller ej.

Jeg sender mine bedste ønsker til dig og jer.

Bedste hilsner fra

Anja Gundelach Brems ♥ 

Autoriseret psykolog & certificeret parterapeut i emotionsfokuseret parterapi (EFT) – en evidensbaseret metode. Anja er specialiseret i sammenbragte familier, når den ene eller begge har børn fra tidligere. Hvor deleordninger, ekspartnere og børnenes loyalitetsbånd udfordrer jeres håb og drømme for fremtiden.

Anja hjælper par med at opdage og standse negative samspilsmønstre, så I kan fordybe kontakten og forbindelse til hinanden – for det er jer, der skaber rammerne for familiens trivsel.

Psykolog og parterapeut Anja Gundelach Brems