Indlæg

Så er den gal igen. Noget er gået skævt mellem dig og din partner, og stemningen er tyk af frustration og indebrændthed. Og der sidder din partner. Tavs som en stenstøtte. Pokerfjæs. Tilsyneladende uberørt af jeres sammenstød. Usårlig? Urørlig? Ligeglad?! Det vokser i dig, og til sidst må du bare brøle: ”SÅ SIG DOG NOGET!!!???

Dette blogindlæg går ud til dig, der vender dig indad, lukker ned og trækker dig, når tingene bliver svære. Og til dig – hvis partner trækker sig – mens du føler dig forladt og ensom. Hvorfor sker det? Og hvad kan I gøre for at finde hinanden igen?

Den (højlydt) usynlige tilbagetrækker

Når I indtager de to positioner, forstærker I uheldigvis hinandens tendenser. Det får ofte den effekt, at I mister kontakt. Med tiden optrappes konflikterne, og I ser hinanden – og ikke samspillet – som problemet og syndebukken. Du kan måske endda få tanker om, at din partner lukker ned for at straffe og generere dig. Som tilbagetrækker kan du opleve din partners henvendelser som forstyrrelser eller bebrejdelser. Og så flygter du lige lidt længere væk…

Ovenstående reaktionsmåder – at trække sig eller opsøge – er tidligt indlærte overlevelsesstrategier til at håndtere af ubehag, svære følelser og tab af kontakt Det er altså ikke noget, vi planlægger på forhånd. ’Strategien’ er udviklet over tid i kraft af vores erfaringer med at være i nære relationer.

Læs mere om negativt samspil i et tidligere blogindlæg her 

Forskellige overlevelsesstrategier

Det negative samspil, vi fanges i, når vi møder hinandens strategier til at berolige os selv, kan udtrykkes således: Som opsøgende partner forsøger du at få kontakt med din elskede, undgående partner. Mens du – hvis du er tilbagetrækker – pukler for at undgå din elske(n)de partner.

Lad os lige slå fast med det samme, at ingen er mest skyldig eller gør det af ond vilje. Og: Begge parter oplever smerte og frustration på indersiden. Men adfærden, der følger i kølvandet på smerte og frustration, er forskellig. Hermed grobund for misforståelser og fejltolkninger mellem jer.

Har du lyst til at bryde jeres negative mønster og genfinde nærheden? Tag på Parforholdskursus i Tværfagligt Hus til august. Læs mere og tilmeld dig her 

Hystaden og ”det ved jeg ikke…”

Det, I ser, er hinandens ydersider. Og de ser forskellige ud. Som opsøger er det, du får øje på en tavs stenstøtte. Det er svært at vise medfølelse med og have forståelse for en stenstøtte. Og når man spørger, hvad der er galt, er svaret: ”Jeg ved det ikke rigtigt…

Opmærksomheden følger ofte den af jer, der udadtil viser og udtrykker de stærkeste følelser. Bagsiden er, at du som opsøger bliver ’problembærer’ – du kan føle dig som den hysteriske, uligevægtige følelsesbombe. Mens det faktum, at I begge lider indvendigt, overses.

Og netop når du reagerer stærkt følelsesmæssigt, kommer du uforvarende til at udspille det, din tilbagetrukne partner frygter mest af alt: “Hvis jeg deler mine følelser med dig, går du i opløsning. Og se bare: Det skete. Du kunne ikke bære min vrede, sorg eller smerte – så jeg går lige i hi igen. Vi ses. Om lang tid.

Det er din tilbagetrækkende partners ‘gode grund’ til ikke at dele sin inderside, men i stedet vise – stærk, rolig, stoisk.

Under radaren

Tilbagetrækkeren er den position eller den del af jeres negative samspil, der er sværest at få øje på. Du eller din tilbagetrukne partner har en adfærd, der ikke gør megen væsen af sig – fordi det netop er meningen med strategien. At følelserne skal gå væk og blive usynlige og umærkelige. Fordi usynligheden lover os, at vi så bliver usårlige og urørlige.

For dig, der trækker dig, lever smerten i stilhed. På indersiden. Til tider så skjult at du heller ikke selv mærker den. Måske kommer den fra tid til anden ud som en eksplosion efter at have levet under tryk i lang tid. Som et stort chok for din partner og måske også for dig selv: ”Hvor kom alt det fra? Var jeg så vred?” Og som opsøger sidder du måske efterfølgende med tvivl og vrede. Spørgsmål som: ”Hvem er du inderst inde? Hvorfor har du ikke sagt noget? Og kan jeg overhovedet regne med dig eller vide, hvem du egentlig er?!” melder sig.

Som tilbagetrækker kan du rammes af utilstrækkelighed over ikke at kunne svare og dermed berolige din partner. Forklaring følger.

Læs her, hvad tidligere klienter fortæller, at de har fået ud af et parterapeutisk forløb hos mig. 

Fra kropssansning til sprog

Adspurgt siger du, den tilbagetrukne, måske: ”Jeg kan ikke lige sige eller mærke, hvad jeg føler”. Og det er ikke, fordi du ikke vil. Eller fordi du bevidst skjuler sandheden ’et sted derinde’. Det er, fordi der endnu ikke er adgang følelsesmæssigt.

Fordi det ikke er alle, der har fået hjælp til at udvikle et sprog om de kropssansninger, der kan oversættes til ’ked af det’, ’bange’, ’usikker’ eller ’sårbar’. Som kræver øvelse, tid og opmærksomme omsorgspersoner.

Som børn har vi brug for voksne til at udvikle dette sprog eller denne sans fx ved nænsomt at gætte på vores følelser: ”Jeg kan se, du græder – er du mon ked af det eller vred?” Støttende andre, der er villige til at lade sig korrigere og gætte igen – alt efter, hvad vi svarer eller kropsligt viser.

Oversættelsesguide: Forstå din tilbagetrukne partner

Så hvad kan du og I selv gøre, når I mister kontakt, fejltolker og misforstår hinanden? Her er et par bud til jer hver i sær:

Til dig – opsøgende partner, fanget i den vilde jagt efter kontakt. Her er et forsøg på en hilsen fra indersiden af din forsvundne tilbagetrækker:

  • Det er ikke, fordi jeg ønsker at gemme mig for dig, at jeg ’stikker hovedet i jorden’ som en anden struds.
  • Det er, fordi jeg lige nu har tabt meningen med SAMvær og SAMtale af syne.
  • Eller jeg har lært, at prisen for samvær og kontakt er, at jeg skal opgive mig selv – eller forsvinde.
  • Så når du spørger, hvad jeg føler, og hvad der sker indeni mig, er det sandt, når jeg siger, at jeg ikke ved det.
  • Jeg har endnu ikke lært at mærke, hvordan det føles. Og jeg har ikke sproget, der kan udtrykke det.

Og når du, opsøgende partner, desperat siger: ”Men det skal jo ikke være for MIN skyld. Jeg ønsker mig, at du skal have lyst til at høre på mig. Jeg længes efter dit ægte nærvær”. Så kan du – tilbagetrækker – måske inspireres af eller låne lidt her fra listen. Eller I kan læse udsagnene op og tale om, hvad der vækker genklang hos jer:

  • Kan vi starte der, hvor jeg prøver at vise nærvær, fordi jeg ved, det er vigtigt for dig?
  • Kan min omsorg være, at jeg prøver, så godt jeg kan?
  • Kan du leve med, at jeg i passende doser får erfaring med, hvad samvær betyder?
  • Ved du, hvor skræmmende, det føles, når du beder mig ændre adfærd? At du beder mig forlade den strategi, der har hjulpet mig gennem livet indtil nu?
  • Og vil du huske dig selv på, at mit stenansigt ikke er lig med ligegyldighed men betyder, at jeg er uerfaren i at dele følelser? 
  • Du sidder ikke overfor en klippe af stoisk ro men overfor én, der føler sig skræmt, utilstrækkelig og afmægtig.  

Inspireret? Er du blevet nysgerrig på at gå på opdagelse i, hvad et parterapeutisk forløb kan gøre for dig og din partner? Læs mere om parterapi.

Der er åbent for tilmelding til kursetStyrk dit parforhold – det løber af stablen lør. d.31.aug.–søn. d.1.sep. kl.9.30-15.30 begge dage. Tilmelding og mere info herEarly bird pris 2.500 kr. til 10. August. Herefter 3.000 kr.

Du er  velkommen til at kontakte miganja@livs-vaerk.dk eller 61609276.

Læs mere på min hjemmeside: www.livs-vaerk.dk eller skriv dig op til min blog her

 

 

 

 

Gode parforhold handler om tryghed og kontakt. Og grundlaget for god kommunikation afhænger af spørgsmålet: “Er du der for mig, når jeg har brug for dig?”

Kender du det, at du selv synes, du på en stille og rolig måde beder din partner om et eller andet? Eller lige kommer med et rigtig godt forslag? Din partners efterfølgende reaktion afslører, at det bestemt ikke blev hørt sådan. Så kender du nok også smerten, der følger med, når du ser dig selv gennem din partners sårede eller vrede blik: Som bossy, en strigle eller en tyran, når det nu ikke var det, der var intentionen? Eller du kender trætheden, der melder sig over, at det nu er umuligt at tale jer ud af situationen, fordi stemningen er elendig?

The silent treatment – en weekend i helvede

Måske siger du noget i stil med: ”Det er godt nok mange aftener, du har arbejdet til sent…”, hvortil din partner svarer: ”Du var da ude i går, og det er længe siden, jeg har set mine venner.” Så bliver du sur: ”Hvad har det med noget at gøre? Nu er det weekend og ungerne har fri, men hvis du har tømmermænd i morgen, er hele weekenden ødelagt!

Herefter smutter din partner med et rungende: ”Og RIGTIG god aften til dig også!

I de næste dage (dvs. hele weekenden…) består jeres samvær af ordknappe, ukærlige udvekslinger. Du forsøger måske at række ud, eller du trækker dig væk og undgår kontakt.

Hvad gik galt? Du ønskede dig nærhed, men kom til at skubbe din partner væk, fordi det i din partners ører lød som kritik og bebrejdelse.

Drop indholdet – lyt til musikken!

Hvis I skal genfinde kontakten, er det ikke et spørgsmål om at kommunikere mere om indholdet af jeres skænderi – dvs. diskussionen om hvem der i virkeligheden har været mest væk. Det er de følelser, det vækker hos jer hver i sær, I skal have fat i – fordi det er følelserne, der igangsætter det negative samspil og tager jer væk fra hinanden. Heftigheden af disse følelser udspringer ofte af graden af den oplevede tryghed og kontakt mellem jer – den følelsesmæssige tone eller baggrundsmusikken.

Den gode nyhed er, at I kan stoppe det negative mønster, hvis I sammen får blik for dette.

Har du lyst til at bryde jeres negative mønster og genfinde nærheden? Tag med din partner på Parforholdskursus i Tværfagligt Hus i weekenden 2.-3.marts

Jeres handlinger giver mening

Det giver mening at råbe højere og højere, hvis den, man kalder på, ikke hører én. Særligt hvis man føler sig alene og virkelig har brug for hjælp.

Det er også forståeligt (faktisk tilrådeligt!), at du løber skrigende væk, hvis du oplever, at du er ved at blive overfaldet.

Men – prøv nu at forestille dig, at personerne ovenfor lever i et parforhold. Elsker hinanden og har brug for hinanden. Uden at ville det kommer disse to til negativt at forstærke hinandens strategier.

Læs mere om parforholdsmønstre og vejen ud i Sue Johnsons bog for par ’Hold Mig’ 

Opsøger og tilbagetrækker – et typisk mønster

Det mest typiske negative samspilsmønster er netop, at den ene part er opsøgende, mens den anden trækker sig. Den korte forklaring kommer her:

Når opsøgerens ’kalden’ høres som kritik

Som partner i den opsøgende position har du brug for nærhed og kontakt – særligt hvis du føler dig urolig eller utryg. Du ’kalder’ på din partner, fx ved at stille spørgsmål eller forsøge at samtale. Hvis din partner ikke reagerer, ’skruer du op’ – ved at bebrejde, blive sur eller irriteret: ”Kunne du ikke lige svare? Og det er i øvrigt ikke mit ansvar med gaven til din mor”.

Du ønsker dig omsorg og har svært ved at falde til ro, hvis ikke I får kontakt. Men i bestræbelsen på at række ud, er du i stedet i gang med at eskalere mønstret og skræmme din partner væk.

Tilbagetrækning som strategi til beroligelse

Det kan også være, du bedre kan identificere dig med tilbagetrækkerens rolle. Du isolerer dig, eller vender dig indad, når du føler dig utryg, stresset eller ked af det. Tænker, at det klarer du selv, eller skubber svære følelser væk. Så når din opsøgende partner henvender sig med noget følelsesladet, har du tendens til at trække dig fysisk eller mentalt. Måske fordi din partners henvendelse vækker ubehag, nervøsitet eller frygt. Eller fordi du ikke helt kan sætte dig ind i din partners stærke følelsesmæssige udtryk og bare helst vil ‘videre’ uden for megen snak.

Jeg hører ofte mennesker i tilbagetrækker-rollen sige, at det for dem også er en måde at passe på forholdet, sig selv og deres partner. Dette giver mening – særligt hvis du har gentagne erfaringer med, at I ender i smertefuld konflikt, hvis diskussionen fortsætter.

Læs mere om parforholdsmønstre og hvad I selv kan gøre i mit tidligere blogindlæg her 

Eskalering af det negative mønster

Det bitre er, at jo mere den ene opsøger, jo mere trækker den anden sig. I ser hinandens ydersider – men misser hvad der foregår på hinandens indersider. Og det bidrager til oplevelsen af, at: “Vi mangler redskaber til god kommunikation“. Den negative spiral er i gang, og det kræver en indsats fra jer begge, hvis I skal bryde den.

Skænderier er protester over manglende følelsesmæssig kontakt

Metaforisk udtrykt ‘byder I op til dans’, fordi I ønsker kontakt, tryghed og beroligelse – men I mister hinanden på dansegulvet. Det smertelige – og med tiden skadelige er, at den negative cyklus:

  • Forhindrer jer i at løse jeres problemer og tale om det vigtige
  • Tager jer væk fra at mærke seksuel lyst og tiltrækning til hinanden

Den gode nyhed er, at det negative mønster fortæller jer, at I er vigtige for hinanden – ellers ville I simpelthen ikke hidse jer sådan op. Nu kan I gå i gang med at undersøge, hvilke triggere I hver i sær oplever i situationen.

Vejen ud – kortlæg den negative cyklus og jeres ‘trin i dansen’

Start med dig selv. Sæt dig med papir og pen og tænk på en svær situation. Det er vigtigt, at det er en konkret situation, hvor du og din partner røg i negativ cyklus. Besvar så følgende spørgsmål:

  • Hvilken følelse mærkede du først i situationen? VIGTIGT: Følelser er fx frustration, ked af det, vred. Det går således ikke at skrive: ”Jeg følte, at min partner var dum” eller ”jeg følte mig svigtet” – gå efter følelsen!
  • Hvad gjorde du, da denne følelse fik tag i dig? Altså – hvad ville vi se dig gøre, hvis det var optaget på video? Hvad var dit første skridt ind i negativ cyklus?
  • Hvad var det næste, du mærkede, da situationen fortsatte? Hvad har frustrationen på hjerte? Var en del af dig ked af det? Vred? Kom der tanker om et tidligere svigt eller skuffelser?
  • Hvad havde du egentlig brug for i situationen, når du tænker på den nu? Hvad kunne du eller din partner have gjort, der havde været mere hjælpsomt end det, der skete?

Hvis I vil eksperimentere, kan I interviewe hinanden i fredstid og dele jeres oplevelser. Det er ofte overraskende, hvor forskelligt vi hver i sær har oplevet den samme situation.

God arbejdslyst!

Inspireret?

Har du fået lyst til at høre mere, starte et parterapeutisk forløb hos mig, eller komme på Parforholdskursus i weekenden d.2.-3. marts 2019, er du velkommen til at kontakte mig på tlf. 61609276 eller anja@livs-vaerk.dk

Du kan følge mig på Facebook – del gerne blogindlægget eller skriv en kommentar!

Dette blogindlæg handler om, hvad parterapi kan, og hvorfor løsninger ikke altid er løsningen. Du bliver taget med ind i parterapeutens værksted og kan læse om, hvorfor voksne, intelligente mennesker igen og igen gør noget, der ikke virker, hvad parsamtaler kan bruges til, og hvad I selv kan gøre, når det negative samspil får tag i jer.

Det kan føles overvældende og trættende, når vi – igen – havner i skænderier og fastlåste positioner med vores partner. Kender du det, når en såkaldt ’lille ting’ – et ansigtsudtryk, en misforståelse eller et øjebliks fravær – sætter gang i en lavine af bebrejdelser, bringer gamle uoverensstemmelser op, sender den gode stemning til tælling og I mister kontakt? Hvis ja, er både du og din partner helt normale. Uden I ønskede det, er I havnet i et negativt samspil, hvor I ikke hører hinandens behov eller intentioner, men i stedet møder hinandens overlevelsesstrategier – et typisk reaktionsmønster er, at den ene part trækker sig, mens den anden bliver opsøgende, hvorefter positionerne gensidigt optrappes og den negative cyklus forstærkes.

Handlemønstre som disse træder i kraft, når vi bliver bange, kede af det eller vrede – og når frygt og vrede fylder, er det svært at lytte. Den gode nyhed er, at eftersom vi føler os særligt sårbare sammen med de mennesker, der betyder mest – så er jeres voldsomme reaktioner udtryk for, hvor vigtige I er for hinanden. Det er dog ganske svært at få øje på, når vi mister kontakt og herefter havner ensomme i hvert vores uforsonlige hjørne. Ikke ligefrem en munter invitation til at tage en konstruktiv snak en anden god gang, og det giver mening, at vi med tiden opgiver samtaler om emner, der tager os derhen.

Så hvad kan vi gøre, når den negative cyklus rammer?

1) Stil skarpt på cyklus – og sig det højt

Et tydeligt tegn på at I er fanget i negativ cyklus er, når du mærker frustration og irritation, som leder dig til en negativ fortolkning af din partner: ”Hvorfor gør/siger du dog sådan? Du må være ude på at provokere – afvise – nedgøre – ydmyge – straffe – underkende eller (indsæt selv negativ fortolkning af den andens adfærd) mig”.

Det kan også være, du rammer et smertefuldt og negativt billede af dig selv: ”Jeg er ikke værd at elske – jeg er et håbløst tilfælde, forkert eller i stykker”. Det kan være, du også mærker tvivl om jeres parforhold, som føles virkelig og skræmmende i situationen: ”Vi duer ikke sammen, det kan ikke lykkes, når vi er så forskellige…

Hvis muligt – så sig på den måde der nu er rigtig for dig: ”Hov, nu skete det igen – vi er havnet i negativ cyklus – tornadoen, tsunamien eller dødvandet fik tag i os” – knapt så kært barn har mange navne!

2) Stop ulykken

På god, gammeldags førstehjælpsagtig manér – se om det er muligt at stoppe dig selv lige dér. Bed din partner om en pause, gå hver til sit i 15 minutter, drik et glas vand eller gå en tur – og PS. husk lige at sige, at du kommer tilbage om lidt. Nogle gange er den ikke længere – det var bare opvasken, og vi behøver ikke bruge resten af weekenden på kamp eller indædt tilbagetrækning. Andre gange har cyklus ’noget på hjerte’. Den peger på reelle problemer fx: ”Det er virkelig svært for os med sexlivet eller sommerferien”, men den umuliggør løsninger og drager urimelige konklusioner, typisk i stil med: ”Den er gal med dig, mig eller parforholdet”.

3) Vis interesse for din partners oplevelse

Hvis I herefter kan mødes under fredelige forhold, så spørg hinanden: ”Hvad er din gode grund til at blive så vred – ked af det – lukke ned? Hvis du rent faktisk oplevede, at jeg sagde det for at nedgøre og ydmyge dig, så giver det mening, at du bliver vred eller trækker dig. Er du interesseret i at høre, hvad der er vigtigt for mig her?

Væk med den moralske overdommer

Det er svært at høre budskabet: ”Jeg er ked af det og har brug for omsorg”, hvis det siges med en undertone (eller højlydt overtone!) af bebrejdelse og skyld. I parterapi arbejder jeg sammen med jer som en guide ind i de følelser, der igangsætter cyklus: ”Jeg er ulykkelig over, at du skal væk i weekenden med arbejdet i stedet for at bruge tid med mig og ungerne, for jeg savner dig sådan”.

Væk er spørgsmålet om ”kan jeg tillade mig at være vred?”, om ret og rimeligt eller ’hvad man bør’ som voksent og modent menneske og forælder. Væk er kravet til mig som terapeut om at agere overdommer eller moralens vogter. Nu handler konflikten om det, den handler om – om de følelser der tager jer ind i tornadoen og væk fra hinanden.

Hvorfor løsninger ikke altid er løsningen

Jeg hører ofte par sige, at det, der har holdt dem tilbage fra at tale sammen eller opsøge hjælp er variationer over temaet: ”Vi kan jo alligevel ikke gøre noget ved (arbejdspresset, huset, svigerfamilien…) – så hvorfor overhovedet tale om det?”, og så lukker samtalen der eller udskydes på ubestemt tid. Men selvom vi ikke altid finder løsninger eller quick-fixer det hele på den halve tid, selvom emnet er svært og vækker sårbarhed og frygt, er det min erfaring, at betydningen af samtalen er enorm.

Dét at vove pelsen og dele tanker og følelser, at stille sig til rådighed som kærligt nærværende, og spørge ind er i sig selv en bekræftende og potentielt helende oplevelse, der kan skabe samhørighed – som i: ”Jeg må virkelig være vigtig for dig, når du viser mig den tillid!”, eller vække stolthed: ”Fantastisk at vi kunne tale om det!

I parterapi øver vi i et trygt rum, at I sammen kan lytte og tage imod hinanden fra et sted, hvor du både kan høre din partners budskab OG har plads til at mærke dine egne følelser med rummelighed og accept.

Er du blevet inspireret?

Har du fået lyst til at høre mere, starte et parforløb hos mig, eller komme på Parforholdskursus i weekenden d. 2.-3. marts 2019, er du velkommen til at kontakte mig på tlf.: 61609276 eller anja@livs-vaerk.dk